Hallo – det er her det ringer!

Efter at have fungeret på fuldt tilfredsstillende vis i mange år, har vi sendt vores gamle vel estimerede fastnettelefon over i historien med fuld honnør. Det gamle telefonnummer har vi bibeholdt og det fungerer nu som ”mellemstation og springbræt” til Ellis’ mobil.
Tre telefonnumre til to telefoner er velsagtens lidt af et overflødighedshorn – lidt ligesom at gå med livrem og seler samtidig – men sådan ville Ellis gerne ha’ det skulle være af hensyn til de mange som kender nummeret og af  hensyn til de som led af langsomt fremadskridende indlæringsbesvær samt alle de gamle som lever derude i omgangskredsen og i det store samfund.

 Forud for afskaffelsen af fastnettelefonen var gået nogle overvejelser om abonnementet som servicerende produkt. Der blev set, regnet på, vurderet, målt og vejet og talt sammen med focus på pris og afgifter, servicefunktioner og forbrug. Resultatet faldt helt klart ud til fordel for en overgang til to mobiltelefoner og ingen fastnettelefon. Den umiddelbare besparelse med vores forbrug tegnede i retning af godt 1.600 kr. årligt. Og – nå ja ”krummer er jo også brød, sagde Fanden, da han åd en skrædder”. Så vi skiftede altså den gamle fastnettelefon ud – eller rettere nedlagde tjenesten her på parcellen. I begyndelsen fik Ellis dæleme da lige talt i mobil. Stort set alle opringninger tilgik jo hendes telefon. Og jeg skal da lige love for, at hun fik øvelse i at betjene ”monstrom’et”.

Nu har vi så fået mobilkultur inden for dørene her på parcellen. Du ved den dér med, at mobilen ringer og der febrilsk bliver ledt efter hvor dælen man nu lige har lagt den. Telefonen bliver taget, lagt til øret og der stolpres distræt med stive ben til den fjerneste krog i huset, ind på et værelse eller måske ligefrem ud på terrassen – for sådan gør man når man tager sin mobil.

 Så var det at Ellis’ ”gå-telefon” ringede lørdag aften ved ti-tiden. Efter en evigheds latenstid finder hun telefonen frem fra sit skjul, febrilsker den til funktion, lægger monstromet til øret og stolprer med koncentreret åndedrag og fjernt blik ind på hendes lille kontor. …. Lyte, lytte, lytte. Snakke, snakke, snakke…. Lytte, lytte, lytte….Snakke, snakke, snakke…. Jeg spø’r ham lige!

 Jo – det dér med at bibeholde det gamle fastnetnummer, det fungerer fuldt tilfredsstillende for mit vedkommende. Ellis er måske nok ved at være lidt træt af alle de opkald som er så uendelig ligegyldige og kun har til formål at sælge ét eller andet eller samle svar på ligegyldige undersøgelser af snart sagt enhver art og nå ja – så er der lige de, som vil snakke med mig.

 Nå – men så var det altså at telefonen ringede lørdag aften. Det var naboen. Hun havde haft indbrud. ”Har I set noget”?, blev der spurgt. Det havde vi så ikke.

 Lur mig om ikke jeg ellers lige gennem år og dag har holdt et vågent øje både til højre og til venstre – det har vi jo en aftale om. Ikke en håndfæstning, men en aftale. Alligevel sker det – næsten uundgåeligt og blot nogle få meter på den anden side hækken.

 Den eller de her ”tyvskiderikker” havde rodet alt igennem og havde så blot stjålet en ”gammel komputer”. Hvorvidt de ærgrer sig over at have spildt deres tid på indbrud hos min spartansk anlagte nabo som ikke besmykker sig selv eller sit hjem med glitrende glimmer og blankpoleret stads, gemmer på guld og grønne skove og ligegyldige andre besmykkelser – selv om hun bor i vejens største hus –  det ved jeg så ikke noget om. Men indbrud lige på den anden side hækken, det vækker nu alligevel lidt manende tanker. Blandt disse også tanker om hvad det er som aktiverer kriminalitetsgenet, hvis vi mennesker da har et sådant gen.

 I disse tider tænkes der pudsigt nok tanker om, hvorvidt man herhjemme – i vores lille fædreland – skal tilbagelevere de tyvekoster som man gennem tiders århundreder har tilranet os ude i den store verden, har hjemført og har gjort til ”en del af den danske kunstskat” som vi sidenhen med stor nidkærhed har opbevaret på vore museer. Fremvist for ussel mammon og udtrykt national perfid stolthed over. Den til alle tider mærkværdige besiddermentalitet har unægtelig haft gode kår og vide grænser.

 Nu lever vi i en brydningstid. Ny ord får indpas og tillægges udvidet indhold. Ny adfærd tillæres. Nye værdier sættes der pris på og omdefineringer af begreber, ting og hændelser er under hastig opbygning eller omstrukturering om man vil.

Man taler eksempelvis nu om ”bankrådgiveres” salg af bankers mere elle mindre gennemskuelige og lyssky ”produkter” –  og ihukommer at ”pyramidespekulanterne også brugte udtrykket ”produkter” om deres kriminelle aktioner.  Man antager måske umærkeligt nye forståelser af tingenes tilstand og af hændelsers indhold. Klokkerne ringer. Det gør mobilen også.