Birgitte, Birgitte Begøje havde ondt i sit ene øje, så smurte hun det med tjære, så blev det meget værre,
så smurte hun det med blæk, så gik det hele væk.
Tanken falder uvilkårligt på den historisk kendte og unge adelsfrøken, Birgitte Gøye som giftede sig med Rigsråd og Admiral Herluf Trolle.
Om Birgitte Gøye kan man læse på www.kvinfo.dk/side/170/bio/985/ – og andre steder. Birgitte Gøye er så blot i denne forbindelse en umiddelbar association, idet mit ærinde er en helt anden person med en vis navnelighed, nemlig Sofus Gaaei som var faaborgenser, slagtermester, dybt engageret i Faaborg Købstads forenings- og forlystelsesliv og tilmed en fremragende violinist.
Uden at se alt for enøjet på det man læser, så kan man rent faktisk ved selvsyn konstatere, at faaborgnavnet Gaaei har sit udspring i navnet Gjøg – stavet g j ø g.
Slagtermester Sofus Gaaei, der før min tid, var én af slagtermestrene i min fødeby, virkede ligesom hans far, Jørgen Gjøg, inden for den selvsamme profession. De var begge to slagtere.
Jørgen Gjøg startede sit virke i en af byens travle gader, Grønnegade, som dengang sås rigt repræsenteret med handlende, med skomagere, med felberedere, farvere, håndværkere, ligkistesnedkere, en rebslager og mange andre gøremål.
Jørgen Gjøg flyttede sin forretning til Torvet, hvor sønnen Sofus Gaaei drev den videre efter forældrenes skilsmisse.
Jørgen Gjøg kom – såvidt jeg er orienteret – fra Bøjden i nabosognet. Hans hustru som hed Johanne Otterstrøm var faaborgpige og der var tolv års forskel i alder mellem dem. Hun var ældst. Tre drenge og en pige fik Jørgen Gjøg og Johanne Otterstrøm sammen, inden de gik hver til sit.
På den tid havde vi her i landet endnu ikke fået helt fastlagte retskrivningsregler og ofte blev eksempelvis navne stavet og indskrevet i kirkebøger med tydelig fonetisk inspiration og lidt efter “det for hånden værende søms princip” men også efter hvilken dialekt skriveren selv talte.
Det som så stod i kirkebogen blev det gældende.
Navnet, som i denne sammenhæng er aktuelt, starter med stavemåden Gjøg, og tager en tur over udtrykket Gøie og lander på Gaaie. Og så skal det da lige nævnes, at der ikke på noget tidspunkt var tale om ansøgt navneændring.
Gjøg blev til Gaaei. Det var tilsyneladende bare noget som skete fordi man nu engang stavede som man gjorde.
Slagtermester Sofus Gaaei var en gennemført hædersmand og han fik en vej opkaldt efter sig. En vej som han med stor sandsynlighed oprindeligt selv anlagde men ikke tillagde noget navn. Først mange år senere kom vejnavnet til efter en beslutning af byens styre – Gaaeis Have blev navnet.
Havde omstændigheden med den lidt løse stavemåde ikke fundet sted, så havde vi nok i dag – i min fødeby – kunnet læse navnet ” Gjøgs Have” på et gadeskilt i den østre ende af byen.
Birgitte, Birgitte Begøje…
Birgitte Gøye som levede i 1500-tallet og som blev gift med Rigsråd Herluf Trolle og som forøvrigt forblev barnløs, tænkte vi blot sporadisk på dengang i barndommen, når vi med et frydefuldt smil på læben reciterede remsen.
“Æk bæk møllersæk, du er væk”, blev også anvendt med mellemrum.
Birgitte er væk, Gaaie er væk – En vej der blev opkaldt efter slagteren består – vejskiltet minder hver dag på, at han har været der. Børn fik han selv ingen af men en plejedatter blev det til.
En søster til Jørgen Gjøg – Jacobine Frederikke Gjøg – boede på den selvsamme tid i byen – nærmere bestemt i Adelgade. Hendes mand – Hans Hansen Munk – var byens vægter og boede tæt på sit arbejde. Vægteren er også væk, men den folkekære tradition ved hans arbejde holdes fortsat i live og nyder nu om dage en vis bevågenhed.
Vi kender til Pippi’s hus, vi kender til Klokkerens hus, Til Gaaeis Have og Lagonis og Voigt’s Minde og sågar en folkekær og verdenskendt digters hede drømme om en faaborgpige er os fortalt – men vi gøres ikke nogen steder opmærksom på vægterens kammer. Vægteren som de facto boede i byens klokketårn og som havde svare problemer med at varme sin bolig op på kolde dage – der var jo ganske højt til loftet.
Men – det rådes der vel bod på en dags tid. (c) Copyright 2009 ibmh.dk / Ib Møller Hansen/ All rights reserved