Så langt tilbage som vi kender til, var Hans Michael Jørgensen Guhl den første i sin gren af slægten som vi med sikkerhed ved, havde et øgenavn der dog mere var et kaldenavn, hvis man ser det ud fra det gamle udtryk “Eukanafn”, som betyder øgenavn. Han blev i daglig tale kaldet ”Hans Jørgen”.
Vi ved, at kaldenavnet var afledt af den del af Hans Michael Jørgensen Guhl’s navn som udgjorde ”Hans Jørgensen” og som i daglig tale var blevet forkortet til ”Hans Jørgen”.
Hans Michael Jørgensen Guhl blev født i Faaborg, en fredag i marts måned 1769. Familien boede i Sundstræde og faderen var Skomagermester Jørgen Daniel Guhl som var indrejst fra Tyskland. Jørgen Daniel Guhl havde bosat sig i byen og i 1756 indgået ægteskab med Cathrine Rasmusdatter Braad.
Cathrine Rasmusdatter Braad havde ført en 7 årig dreng, Rasmus, med sig ind i ægteskabet og familien havde bosat sig i Sundstræde.
Hans Michael – efterfølgende nævnt som ”Hans Jørgen” (og skrevet i anførselstegn) – var det 7. barn i en søskendeflok på 9. Fire piger og fem drenge ville de have været om de havde været levedygtige alle sammen.
”Hans Jørgen” udsættes i opvæksten for nogen undervisning og skolegang og han får lært at læse, regne og skrive. Da faderen er af tysk afstamning får ”Hans Jørgen” et ganske godt kendskab til det tyske sprog allerede fra barnsben af.
Umiddelbart efter konfirmationen i 1773 tager ”Hans Jørgen” hyre på byens handelsskibe med henblik på, at erhverve sig erfaringer med søfart og med oversøisk handel. En beskæftigelse som i disse år var i opsving på grund af gode tider, afledt af eksempelvis den oversøiske kornhandel, men også på grund af handelen med varer fra mere eksotiske steder, hvorfra man hjembragte krambodsvarer af forskellig art. Begrebet kolonialvarer fik dengang sin betydning ved, at der blev hjemført varer fra kolonierne.
Ved folketællingen i februar måned 1787 for Faaborg By, ses ”Hans Jørgen” boende hjemme hos forældrene og han er da optegnet som værende matros. Ved den næste folketælling som gennemføres i 1801 er ”Hans Jørgen” ikke længere beskæftiget med sejlads, men er blevet skomager. Et erhverv som der i øvrigt var overtal af i byen.
Fem år tidligere havde ”Hans Jørgen” giftet sig med Diernisse-pigen Maren Hansdatter og de havde bosat dem i Sundstræde i Faaborg.
I januar måned 1796 var Maren Hansdatter nedkommet med en dødfødt søn.
I maj måned 1797 nedkommer hun med endnu en dødfødt søn.
I november måned 1798 nedkommer hun med en levedygtig datter som straks efter fødslen hjemmedøbes og får navnet Hansine.
I april måned 1803 forløses Maren Hansdatter med en pige som var død i moderens liv i den syvende måned, kvalt af navlestrengen, og som havde været død i to dage, da ”…District Chirurgus Christian Hempel, med sine redskaber fjernede det døde barn fra moderens liv…”.
Maren Hansdatter overlevede ikke indgrebet. Hun døde to dage senere, den 8. april 1803, 44 år gammel.
Maren Hansdatter blev begravet den 10. april 1803 sammen med sit døde barn, på kirkegården ved kirken “ med fuld ceremoni og kimen med alle kirkeklokker. Jordpåkastelsen blev forrettet af Sognepræst Hr. Fog” og begivenheden blev fulgt tæt af byens indbyggere.
”Hans Jørgen” fik altså blot ét levedygtigt barn med sin første hustru, Diernisse-pigen Maren Hansdatter.
Tolv dage efter Maren Hansdatters tragiske død forlover “Hans Jørgen” sig i Faaborg Kirke med Dorthea Cathrine Pedersdatter. En tre ugers tid senere – i maj måned – gifter de sig i Faaborg Kirke. Efterfølgende får de sammen syv børn. To af børnene – to drenge – dør tidligt. Den første døde blot én dag gammel og den næste 7 år gammel.
Og så levede Hans Jørgen og hustruen lykkeligt, med slid, slæb og hobevis af gøremål og vedholdende daglige opgave, til deres dages ende. “Hans Jørgen” døde i 1833, 64 år gammel. Dorthea Cathrine Pedersdatter døde i 1861. Hun blev 88 år gammel og havde da som enke boet en del år i Sct. Hansgade nr. 3 tæt ved vandet.
Den gamle Districts Chirurgus, Christian Hempel (1738 – 1809), som også var postmester gik i 1803 i sit 65. leveår.
Christian Hempel havde efterfulgt sin far, Simon Hempel i embedet, og Christian var den første eksaminerede læge i Faaborg Købstad og Sallinge Herred. Embedet som Districht Chirurgus havde ikke været noget givende embede rent pekuniært og Christian Hempel havde så suppleret sin indtægt med et postmesterembede.
På den tid foretrak en stor del af befolkningen fortsat at konsultere “Den Kloge Kone” fordi de havde større tillid til hende, men også fordi hun ydede sine tjenester til en billigere pris, end den byens District Chirurgus fordrede.
Den omstændighed at Districht Chirurgus’en havde et postmesterembede ved siden af sit virke som byens læge, har sikkert ikke influeret på Christian Hempels kirurgiske evner eller på hans formåen til at helbrede i al almindelighed. Men historien fortæller, at byens styre gjorde sig svare anstrengelser, for at Christian Hempels efterfølger fik klart bedre betingelser at virke under, ligesom der også blev indført muligheder for forbedrede indtjeninger.
145 år efter hændelsen med Districht Chirurgus’ens fatale indsats, fødtes en dreng i den anden ende af byen. Han var efterkommer af Hans Michael Jørgensen Guhl.
Drengens forældre kendte ikke til hændelsen med moderens og barnets død i 1803, men familien kendte til den Hans Michael Jørgensen Guhl – som i den mundtlige overlevering var blevet omtalt som ”Hans Jørgen”.
Blandt “Hans Jørgen” og Dorthea Cathrines børn var en pige, Karen Guhl f. 1806. Hun blev oldemor til Alfred Vigelsø Hansen og hun blev tipoldemor til Dagny og Alfreds “de otte”.
179 år og seks slægtsled efter at Hans Michael Jørgensen Guhl blev født i 1769, kom en dreng til verden i den anden ende af byen. Drengen blev opkaldt efter Hans Michael Jørgensen Guhl og fik ved dåben navnet Hans Jørgen – og det skete i den selvsamme kirke som Hans Michael Jørgensen Guhl var døbt, konfirmeret, gift og begravet fra. Den selvsamme kirke hvorfra hans hustru og børn også var blevet begravet og den selvsamme kirke som Hans Jørgen i 1962 blev konfirmeret i.
Så var det, at Hans Jørgen fik et øgenavn / “Eukanafn”, for det med øgenavne brugte man nu engang i den lille by ved fjorden neden for bakkerne og ikke mindst i nabosognet hvor faderen kom fra. Hans Jørgen blev kaldet “Stumpi” og det var han i begyndelsen absolut ikke tilfreds med.
