Mølleren

Niels Andreas Hansen fik sin uddannelse som møller på Trente Mølle ved Haastrup på Sydfyn. Efter aftjent værnepligt ved Fodfolkets 5. Batt, 3. Kompagni i Odense og som korporalelev i 1892 / 93, og en efterfølgende kort periode som møllebestyrer på grevens mølle i Horne, bygger han og hustruen, Karen Cecilie Wikkelsø, deres egen mølle, Horne Østermølle på Sydfyn.

Østermøllen står færdig i 1903 og Niels Andreas og Karen Cecilie driver efterfølgende mølleriet med voksende fremgang og med god vækst. Møllen giver levebrød til både møller, møllersvende, kuske og andre ansatte og deres familier og der males grut, gryn og korn i rigt mål til omegnens bønder og kunder fra nær og fjern.

Niels Andreas dør imidlertid i en ung alder, af en aggressiv blodforgiftning, endnu ikke fyldt 42 år. Karen Cecilie vælger at forblive i sin enkestand og driver møllen videre ved hjælp af skiftende møllebestyrere. I begyndelsen af 1920’erne, beslutter Karen Cecilie at afhænde møllen. Hendes to yngste hjemmeboende børn, Alfred og Ernst, er da henholdsvis 12 og 7 år. Drengenes ældre søster, 23 årige Kirsten Gunild, tjener hos velstillede folk i en nærliggende by og en broder, den 21 årige Max, har gennemført sin uddannelse og netop afviklet sin militærtjeneste og gennemfører dannelsestur med ophold på en Argentinsk ranch, hvor han er vidne til et drab på en farvet mandsperson og en efterfølgende nedgravning på gerningsstedet af liget uden yderligere dikkedarer. Forfærdet forlader han ved første lejlighed landet og  vender tilbage til hjemstavnen på Sydfyn, hvor meget ånder fred og idyl.
Ude i verden er der velstand og “De brølende tyvere” har gode tider. Lige henne om hjørnet lurer statsbankerotten.