Lars Larsson

Det var som kom han ud af den blå luft.

En dag i 1959 / 60 så jeg ham for første gang i Faaborg. En ældre mand, lille af corpus, hærget af livets fortrædeligheder, dårligt huld med forkert ernæring, med vigende kondition og skrøbeligt helbred. Subsistensløs var han og hans nærmeste omgangskreds var andre subsistensløse og “frie fugle”. Uden blivende sted overnattede han i perioder hvor der med forsynets velsignelse fandtes ly og læ for vejr og vind og hvor han fandt en ulåst dør til et skur, en opgang eller en parkeret bil.

På flere måder syntes han at afvige i ord og tale, i væremåde og i åndelig kondition fra sin vennekreds blandt landevejens lykkeriddere. Han havde iagttagelige gode manerer, var ordentlig i tale og væremåde og havde givetvis også haft en god solid opvækst.

Hans borgerlige navn var Lars Larsson og havde – efter hvad det blev fortalt – i sine velmagtsdage ernæret sig som kunstner ved at male og tegne. Han skulle efter sigende havde frekventeret diverse kunstakademier i ind- og udland og skulle have opnået sin part af udstillinger på bl.a. Charlottenborg.

 

Lars blev født i juli måned 1897 i Esbjerg, hvor faderen havde været skræddermester. Lars var forældrenes første barn og  ved dåben blev han efter tidens skik opkaldt efter farfaderen, Lars Larsson, som i sin  tid var skrædder i Egtved. Blot 12 år gammel mister Lars  i 1909 sin far, der dør som 38 årig. Lars vokser op i Esbjerg og en bror som ved dåben fik navnet Johannes kom til verden i 1902. En søster født i 1903 bliver hjemmedøbt af præsten og dør straks efter. Lars bliver konfirmeret i efteråret 1911 og om han afslutter sin obligatoriske skolegang ved konfirmationen er uvist. Hans unge år kender jeg ikke noget til, men jeg ved at Lars forblev ungkarl.
Livet tog en lidt skæv drejning for Lars Larsson. Jeg fik dengang fortalt, at han under et længere varende ophold i Paris, uden fast adresse, skulle havde boet “under broerne” og dér henlevet et kummerligt kunstnerliv.
En dag i 1959 / 60 og i årene frem sås han så i det faaborgensiske bybillede. Ind imellem siddende på byens beværtninger hvor han med få redskaber frembragte sine kultegninger, som han solgte til stedets gæster, for at skaffe sig til dagen og vejen. Flere steder blev han bortvist da man ikke ønskede at have ham siddende med hans tegnerekvisitter  bredt ud på bordet. Når Lars blev bedt om at gå, så forlod han stedet uden kommentarer, men var synlig indigneret.  Stille og roligt, nærmest undseeligt vandrede han så rundt i byens små gader og stræder, skuttede sig for regn, vind og vejr og smøg kraven op om halsen, indtil han fandt lidt ly for et flygtigt hvil. Ved sådanne lejligheder lignede han virkelig en gammel hjemløs og skrøbelig mand, der godt kunne trænge til lidt kærlig omsorg og pleje.

I kortere eller lidt længere perioder havde Lars Larsson fast bopæl og blivende sted hos mennesker som levnede ham husværelse. På et tidspunkt fik han bolig på adressen Grønnegade 33 og senere  Østerbrogade 78. Steder hvor han – når roen gav mulighed for det – udførte sine kultegninger som han solgte rundt om hos tilfældigt opsøgte kunder i by og omegn.
Tegningerne blev overdraget til “vennerne” som – med salg for øje – bragte dem med rundt på deres ture i omegnen. Det hændte, at der gik lidt rigelig længe inden “vennerne” vendte tilbage efter nye forsyninger af kultegninger.
Vennekredsen var ikke altid lige omhyggelig med afregningen til Lars og i forhold til hans sparsomme indkomst led han ofte “store” økonomiske tab når afregningen for de betroede og solgte tegninger udeblev. Lars indførte da den ordning, at billederne blev betalt ved overdragelsen til en pris som levnede mulighed for lidt fortjeneste til “handelsmanden”. Der var personager i vennekredsen som ufrivilligt ophørte med at videreformidler Lars’ tegninger, af den simple grund at de var for upålidelige, og det gav lidt indbyrdes uro.

Lars Larsson’s tegninger var mangfoldige i motivvalg. Han havde tydeligvis mange indre billeder af steder og lokaliteter, han gennem årene havde besøgt og som han gennem tiden satte ned på papiret. Hvorvidt hans kunst efter fortjeneste blev værdsat af omgivelserne synes der blot at være sparsomme beviser på. Lars Larsson’s habitus, levemåde og fysiske fremtoning indbød velsagtens mere til lidt medlidenhed og afstandstagen end til egentlig respekt og opmærksomhed på hans talent.
Hvorvidt Lars Larsson’s historie som kunstner var opfundet til lejligheden for at befordre lidt opmærksomhed mod hans person og hans kultegninger og afsætningen af dem, ved vi ikke rigtig noget om.

Jeg arvede en kultegning af Lars Larsson efter mine forældre. Har fået fortalt om tegningens motiv og om Lars Larsson’s specielle forhold til netop dette motiv. Gennem årene har jeg dog mest tænkt over Lars Larsson’s egentlige status i omgivelsernes bevidsthed: Var han subsistensløs, var han spritter, var han landevejsridder, farende svend eller var han en følsom og kreativ kunstnersjæl som havde lidt den tort at blive skilt, mistet familie, venner og omgangskreds og efterfølgende var gået til grunde i den nok så eftertragtede borgerlige konventionelle livsførelse og som så havde søgt bekræftelse og rekreation i sin frie nomadetilværelse og dér levet efter devisen – “frie fugle flyver, stækkede fugle længes”.

Lars Larssons liv og historie kender jeg forsvindende lidt til, men gift blev han aldrig. Hans sidste tid tilbragte han på Plejehjemmet Horne Møllegård hvor han døde en dag i januar måned   1963 og en uges tid senere blev han begravet i Hjembyen Esbjerg.
Det var på den tid, at hvalfangeren “Sonja Kaligtoq” lå fortøjet ved Faaborg Havn’s ydermole ude ved Munkholmen og ventede på ophugning. Hvalfangeren var blevet opkøbt af en skagenfisker med henblik på, at den skulle ombygges til fiskeri. En konkurs stoppede det planlagte projekt. Hvalfangeren strandede i Faaborg, havde ophold ved havnens ydermole i nogen tid og blev så en dag slæbt til ophugning uden den store opmærksomhed fra omgivelserne.
Hver på sin vis var Lars Larsson og Sonja Kaliqtog meget forskellige eksistenser  – den ene som menneske, den anden som båd – med skæbner som hver især fandt rasteplads i Faaborg på den samme tid.
Sonja Kaligtoq (Sonja som kommer med hval) var blevet bygget i Sverige og dansk ejet. Den havde været på hvalfangerfærd i Nordatlanten med henblik på at levere hvalkød til den grønlandske fangerbefolkning i de fjernt liggende bygder og under sidste verdenskrig havde den deltaget som minestryger i Den Persiske Golf. Den havde gennemført ture til Færøerne og  vinterhavneplads i Københavns Havn havde den også haft.
Hvalfangerkaptajnen L. Larsen skrev i et grønlands tidsskrift om hvalfangsten  – læs her hvad han skrev.

Kunstneren Lars Larsson med det svensk klingende navn, havde alle dage været ungkarl. Ifølge hvad der blev fortalt, havde han også bevæget sig under fremmede himmelstrøg, stiftet bekendtskab med adskillige nationaliteter og leveret en form for nærende ydelser til omgivelserne. Han var blevet født i Esbjerg hvor faderen havde været skræddermester og kunne måske også blandt sine aner kunne skimte svensk afstamning.
Begge – Lars og Sonja Kaligtoq – var havnet  i Faaborg på Sydfyn, hvor de hver især fik lidt frirum og for en stund lidt sporadisk opmærksomhed. Begge så jeg for første gang dengang i 1959 / 60 og begge gjorde de, hver på deres måde, et eftertænksomt indtryk på en ung Faaborggenser.
Lars Larsson døde på plejehjemmet Horne Gl. Møllegård midt i januar måned 1963 og blev begravet i fødebyen Esbjerg. Noget nær på samme tid blev den oplagte hvalfangerbåd med navnet “Sonja Kaliqtoq” slæbt fra sin havneplads ved Munkholm ydermole i Faaborg Havn og bugseret til ophugning.

Kulturhistorisk aner man både kølvand og spor i sandet efter de to.