Den skotske filosof Thomas Carlyle sagde om navnet, at “det er den første klædedragt, som hylles om vor tilværelse”.
Grønlænderne udtrykker den selvsamme opfattelse med ordene “Du bor i dit navn”.
Dansk tradition har gennem århundreder båret på en lignende opfattelse som er kommet 
til udtryk ved navngivning af familiens børn, hvor første søn i familien blev opkaldt efter farfaderen og første datter efter mormoderen og familiens status blev forbundet og benævnt ved faderens stillingsbetegnelse eller hvor han kom fra, vel at mærke i en tid, hvor den bredest mulige og ypperligste uddannelse blev benævnt med udtrykket ‘arbejdets mand’ eller ‘arbejdsmand’, gældende for personer hvor forventningen var “du skal stort set kunne alt”.
Til enhver tid har man i tidens samfund så også haft brug for specialviden, specialisering og særligt oparbejdede evner og færdigheder hvilende på udviklede kundskaber.
Så var det man opfandt stillingsbetegnelser som i enkelthed i deres udtryk bar på signalet om, hvad specialiseringen gik ud på.
Efter en del års læretid indenfor afgrænsede områder, kunne folk kalde sig murer, tømrer, skomager, slagter, urmager, rebslager, bager, og mange andre faglige benævnelser.
Da min tipoldefar, Lars Andersen Wichelsø, i 1816 kom i lære som skomager, blev der i lærekontrakten nedfældet, at læretiden skulle strække sig over seks år fra Sankt Hans til Sankt Hans.
Da tid kom, aflagde Lars prøve for udvalgte folk fra skomagerlauget og fik efterfølgende ret til at nedsætte sig i sit hjemsogn og dér “…forfærdige godt fodtøj til bønderfolket…”.
Lars A. Wichelsø blev skomagermester og ansatte lærlinge og svende og så gentog tingenes udvikling sig og man vidste hvad man havde at rette sig efter og hvordan man skulle forstå sammenhængene.
I byen ved fjorden, hvor min tipoldefar i 1812 kom i lære som skomager og hvor jeg mere end hundrede og tredive år senere blev født og havde mine barndoms- og ungdomsår, gjorde man sig også de bedste anstrengelser for at vise hvem man var, hvad man ville og 
hvad man havde at byde sig til med, sådan helt almindeligt og specialiseret.
Trods byens lidenhed, var der adskillige beværtninger som hver især bød sig til overfor fastboende, overfor besøgende ved markedsdage, tilrejsende fra omegnen og udefra kommende søfolk.
Man oprettede serviceydelser og gjorde dem til levebrød og kaldte ydelserne navne med indhold. Jeg husker eksempelvis navne som Engelsk Beklædningsmagasin, Dampvaskeriet, Glarmester, Slagteriets Udsalg, Handelshuset, Madsens Hotel og Rasmussens Hotel og beværtningerne Færgegården, Heimdal og Trekroner og et fra tidligere tid som hed Skibet.
Færgegården, Heimdal, Skibet og Trekroner signalerede med al tydelighed et tilhørsforhold til det nære havnemiljø hvori de fysisk hver især var anbragte og et signal 
om hvilken kundekreds de henvendte dem til.
Så er det man kan komme til at tænke over sammenhængen mellem navnes udtryk og dets indhold og om historier og begivenheder som har givet glød og inspiration til navngivningen.