Der bliver her i Strib nu om dage sunget opera på stranden ved Nordenbro og der bliver saluteret samme sted for majestæterne, når de kommer sejlende forbi i deres kongeskib. Der er både Dannebrog og Blå Flag ved Nordenbro. Havstrømmen er stærk og maner til forsigtighed, vanddybden er god, ørredfiskeriet har sine perioder og her ses marsvin og sæler og så er det fortalt, at vandet i bæltet skifter sig selv ud én gang i døgnet.
Ind imellem bliver der, som sagt sunget opera ved Nordenbro. Tidligere lød her regimentmusik, højlydte kommandoer, støvletramp, fynske dialekter og hestes vrinsken når soldater i hobetal skulle befordres til Frederits som det hed engang. Det hele tæt ved den strandeng som tyske soldater under 2. verdenskrig brugte til torpedo-øveplads. Blot et hundrede meter derfra lå engang ét af landets ypperligste forlystelsesetablissementer – Cottagen kaldet. Cottagen havde sin tid og da den nåede forfalds alder og stod for sin egen svanesang, blev den brændt af i en øvelse for det lokale brandvæsen.
Ikke langt herfra, ved den mest befærdede indfaldsvej til vor lille by, står “Prins Henriks Torso” og byder velkommen til Strib. Nogen skaffede den hertil for år tilbage. En omstændighed der udløste en ridderorden til den, som gjorde prinsens kunst kendt.
De to foto, ved tekstens indledning, er taget ved Nordenbro i Strib, det ene foto fra den gang da verden var sort hvid og det andet fra en tid, hvor der er kommet farver på. De to foto er med 94 års mellemrum.
En sommerdag på Nordstranden
Der er travlhed den sommerdag ved færgelejet i året 1926, da fotografen trykkede på udløseren. Nu sejler færgen ikke længere mellem Strib på fynssiden og fæstningsbyen Fredericia på jyllandssiden. Færgeselskabet er opløst, færgen er lagt op, som man siger, og færgelejet er fjernet.
Nye sejlforbindelser har, siden dengang, virket i kortere perioder. Rejsemønstre og kulturer har ændret sig. Nu vidner blot ganske få rester på stedet om, at her var engang et vigtigt overfartssted med travlhed, liv og leben og røg og damp fra færgers skorstene og signalgivende tuden for ankomst og afgang, når rejsende blev fragtet mellem Fyn og Jylland og omvendt. Stribs gamle færgemænd vil ikke kunne genkende stedet.
Lige her på dette sted bliver byens og omegnens befolkning, som tidligere nævnt, med mellemrum trakteret med opera af ypperligste kvalitet, fremført og leveret af kunstnere af absolut bedste format. Der er siddepladser til alle, hvad enten den er medbragt eller naturgiven, og så hænder det, at der er frisk og liflig vind i håret ad libitum.
En mandag i juli måned ses ikke megen travlhed Ved Nordenbro. På stedet er der i mellemtiden købt og bygget beboelser med havudsigt og matrikel næsten til strandkant. Sejlskibe bevæger sig i begge retninger og det hænder, at marsvin svømmer forbi tæt ved kysten i deres søgen efter føde og man ser sæler i farvandet.
Enkelte spadserende defilerer mere eller mindre ubesværet langs ad stranden hvor havet, strømmen og vinden med mellemrum ændrer på forstrandens sandareal. De gamle fortæller, at her så engang meget anderledes ud – det var før “De byggede havn i Fredericia”, bliver der sagt.
Badeanstalten ved Nordenbro
En tidligere badestrand er nu vokset til med hybenroser og anden strandvegetation, og nu ses ikke længere åben badestrand med livredder og omklædningsrum og redningsbælter og hvad som hører sig til, ej heller ishus eller badebroer.
To broer mellem Fyn og Jylland er i mellemtiden bygget. Ingeniørkunst i stål og jern og beton fra hver sin tid og når det er bedst. Overfart i minutter mellem de to landsdele kan tælles på én hånd og for dét, ingen betaling.
Broerne ligger øst – vest og nord – syd og her følger trafikken verdenshjørnerne.
Fyn og Jylland blev første gang landfast midt i 1930’erne og en ny forbindelse kom til i 1970’erne og turen mellem de to landsdele er som nævnt gratis for trafikanterne og tilmed så byder de begge på enestående udsigter.
Historien fortæller, at færgeoverfarten ved Strib engang fragtede rejsende i alle kategorier – konger og kejsere og grever og baroner – menigmand, politikere og andet godtfolk og det forlyder, at der til tider blev givet gaver til personalet for god betjening. Stribs gamle færgemænd, Jep Fænøe og Jens Færgemand fra midten af 1600-årene ville slet ikke kunne kende stedet igen.
Kamilla solgte aviser, slik og frugter til de rejsende i henved fyrretyve år. Hun fik en vej opkaldt efter sig og om det alt sammen læser man i lokalhistorien.
På en bænk ved Nordenbro sad de gamle engang som fast rutine og endevendte gårdsdagens verdenssituation, talte om vejr og vind og hvad som rørte sig på parnasset og ikke mindst kommenterede de skibsfarten som passerede gennem bæltet.
Arbejdsmanden, håndværkeren, smeden, bageren, mureren, “fiskeriministeren”, billedskæreren, bådebyggeren og direktøren. Djærve og livs erfarne folk af deres tid sad side om side på bænken.
Man taler nu om gammel og ny tid. Man bruger udtryk som gammeldags og moderne. Strib har altid eksisteret i moderne tid og der er blevet levet i nuet ud fra devisen, at “i dag er i morgen i går, og den kommer aldrig tilbage”.
Videre til SÅDAN SET