Stjernetegn og Sport

I 1952 var der sommer olympiade i Helsinki i Finland. Min bror Ejnar var det år kommet i lære som slagter på slagteriet og var på vej til at fylde 16 år. Han havde været ansat på Casale og Tusculum og havde der passet køer, kørt med hestespand og deltaget i løsning af landbrugets forefaldende opgaver. Kærester havde han haft og var i det hele taget en flot fodboldspillende krølhåret charmeur. Ejnars indtægter med en lærlingeløn hørte ikke til de største, da AIK arrangerede rejse til sommerlejene i Finland. Foreningen fremlagde dog et rimeligt budget for rejsen og “jeg tilmeldte mig”, har Ejnar fortalt.

Til Finlandsturen købte Ejnar et flot okseblodsfarvet habit, et strikket slips, en yderst spraglet hawaiskjorte og et par raffinerede ruskindssko. Hans åbenlyse stolthed dengang var et sekskantet guldur med de tolv stjernetegn på urskiven. En guldtand havde han vist også fået på det tidspunkt. Alt blev børstet, strøget, pudset og poleret, krøllerne kæmmet og slipset rettet ind. Et ordensmenneske var han lige fra barnsben. Nu havde forfængeligheden sluttet sig til summen af kompetencer.

To Idrætsforeninger var der dengang i byen. Side om side havde de deres klubhuse. Træning og kampe udspilledes på de selv samme baner og mentaliteten “Os og de andre” var udpræget. I 1950’erne blev de to foreninger så slået sammen.

“… Ungdommen af i dag bliver i mange ældre kredse publiseret som initiativløse og uden handlekraft til selv at tage fat på opgaverne…”. Sådan udtalte formanden for Fyns Boldspil Union ved indvielsen af FB&IF’s nye klubhus og priste ved den lejlighed i høje toner Faaborgs Sportsungdom for dens gå-på-mod og interessevækkende flid. Byen havde et velfungerende stadion, et væld af sportsaktiviteter med idræt, fodbold og tennis. Ikke mange år tidligere var forholdene imidlertid helt anderledes.

Jeg spillede fodbold her i Faaborg i årene 1915 – 1917, fortæller en tidligere faaborgdreng og det foregik på markedspladsen. Faaborg deltog dengang ikke i turneringer, men spillede forskellige private kampe, bl.a. mod Hårby, Svendborg, Søby og Rudkøbing. Holdet – det var alle tiders kanonhold og havde følgende sammensætning: Georg Strand, Frits Rasmussen, Karl Jørgensen, Gothar Olesen, Henry Hansen, Vald. Johansen, Ejnar Thomsen, Hother Brønner og Pottemager Hansen.
Markedspladsen var ikke særlig ideel til fodboldbane og når der blev spillet kamp lånte man Grevens Mark eller som den kaldtes “Stensgårdmarken”. Der var kun et mål, men ved hjælp af nogle bjælker lykkedes det at få sammenflikket et mål. En Vognmand Chr. Rumbak fik en krones penge for at slå græsset hver gang der blev spillet, men alligevel var græsset adskillige centimeter højt.
Omklædningsforholdene var primitive. Der blev klædt om i det fri og det tog man ikke så tungt. Kammeratskabet var det bedst tænkelige og der var megen glæde og fornøjelse ved spillet.
Det fortælles, at Købmand Andreasen var en særlig dygtig bagstopper og det hændte, at han tilfældigt stoppede en vildfaren tennisbold i lommen og spænede afsted med en tennisspiller i hælene. Allerede dengang kom et pengetilbud på banen ved at en spiller, Thorvald Jensen,  blev tilbudt 500 kroner for at spille for B 1913. Tilbuddet blev afslået.
Fortællingen “Det var tider” blev afrundet med, at fortælleren undrer over grunden til, at FB&IF i Faaborg ikke er bedre placeret indenfor fodbold trods en stor stab af talentfulde spillere.

I 1952 drog et hold unge håbefulde  og talente fodboldspillere til sommer olympiade i Finland. Èn af dem havde en gul hawaiskjorte på og et sekskantet guldur prydede hans håndled. Med sig hjem havde han et foto af en jævnaldrende finsk pige. Fotoet gemte han et stykke tid og lod det få sin egen historie, og den må han selv berette.