Klintealleen

Kært barn har mange navne.

Sådan var det også med bygningen som blev opført i engelsk cottagestil og hvor huset fik sin placering tæt ved skrænten i parkens sydøstlige hjørne med fri udsigt over Faaborg Fjord. Der var en kilde i parken som man dengang kendte til og som var fredet. Ved en oprensning af det lille vandhul, fandt man et sølvkors. Derved opstod navnet “Hellig Kors Kilde”.

Først hed stedet “Villa Solhjem” , siden fik det navnet “Carolinelund” og da Faaborg by købte i 1930 blev det omdøbt til “Klinten”.  Just det Klinten som de fleste af os kender og har kendt fra vor tidligste barndom.
Parkrestauration “Klinten” lå lunt og lavt for enden af “Klintealleen” med indgang til receptionen fra en træveranda. Ud mod vandet tronede bygningen højt på Klintens yderste med en mageløs udsigt over fjorden, Bjørnø, Gabet, Dyreborg og Bjernekrogen, med view over færgefarten og fiskerflådens daglige ture mod fangstpladserne og når de bugtunge trawlere stævnede i havn med dagens fangst hen på eftermiddagen. En vældig god kombination set i de to perspektiver.
En pæn stor parkeringsplads til ‘en slags gæster og en campingsplads til tidens ferierende som yndede at sove under åben himmel lå tæt op ad matriklen. Parkeringsplads og campingplads var kommet til, efter byen havde købt stedet i 1930. Et ishus bød sig til ved campingpladsens indgang midt mellem to store cykelstativer .
Parkeringspladsen var belagt med slagger fra henholdsvis Gasværket og et nærliggende teglværk og man anede en duft af blåsyre. Den blå farve i underlaget, fik mig nogle gange til at undre mig over, om der mon engang var faldet en bombe på parkeringspladsen. Det spørgsmål har jeg nu aldrig fået besvaret, omend det nok ikke er så relevant eller presserende.

Det var ikke ofte jeg brugte Klintealleen, når jeg gik til stranden men jeg sad ofte på bænken ud mod Svendborgvej sammen jævnaldrende, bl. a. John, kurt og Kaj. Så sad vi der og fordrev tiden med at notere bilnumre og på at iagttage trafikken som iøvrigt var begyndt at vise stigende tendenser og tæthed og så var det, at der blev anlagt en omfartsvej.
John var god til at finde på forskellige noteringer, så det ikke blev for ensformigt og han havde styr på bilernes kendingsbogstaver og vidste noget om registreringsnumre. Når der skulle ske lidt forandring, klatrede vi op på pillerne og sad der og tronede samtidig med, at vi noterede bilnumre. I træerne i højre side, var en kragekoloni. Når vi knægte sad på pillerne så skældte fuglene ud så der var en kommers af den anden verden. Jeg mindes ikke at der blev gennemført reguleringer ved at tynde ud i kragekoloniens fugleunger, mens de endnu sad i reden, sådan som jeg har set gennemført andre steder.
Ret overfor Klintealleen, på hjørnet af Hyrdehøj,  boede overbetjent Dinesen. Han fik med års mellemrum lavet jordprøver af sin havejord og i haven stod et stort valnøddetræ med grene ud over vejen. Når frugterne fra træet faldt, dryssede valnødderne ned på fortov og vej. Når vi nogle gange samlede valnødder ud for Dinesen, havde vi fornemmelsen af, at vi stjal fra politiet. Dinesen sagde nu aldrig noget.

Engang forulykkede en pige med sin cykel i et hastigt tempo på vej ned ad Klintealleen. Utålmodig efter at komme til badestranden, mosede hun lidt rigeligt på ned ad alleen. Væltede og slog styret ind i hagen og måtte køres på hospitalet. Jeg husker ikke pigens navn, men at hun boede i Tårnstræde og at hun var jævnaldrende med min bror “Issi”.

Gunnar Egelund og Steffen Justesen og andre jævnaldrende drenge og piger deltog i kørsel med sæbekassebiler ned ad Klintealleen, ned gennem parken og for de som var lettest på fjed, helt ned til den første bro ved Langelinie, den bro vi kaldte Meca’s bro, var de som løb med præmierne et år hvor der blev afholdt sæbekassebilvæddeløb.  Husker også at Gunnar Egelund og Steffen Justesen var bedst kørende og at de havde udstyret køretøjet med en tung donkraft som ballast. Der var flyvende start. En lastbil var sat på tværs i Klintealleen og påmonteret en rampe. Deltagerne blev så placeret to og to på lastbilens lad, skubbet ud over rampen for at dyste mod hinanden, så langt som tyngdekraften og letløb tillod. Det var så lige der, man så donkraften gøre sin virkning.
Jeg vil tro af arrangementet var tilrettelagt i forbindelse med en byfest og at årstallet var 1954 (?)

Skråt over for Klintealleen på Svendborgvej, lå det nærmeste ishus. Der var ishus ved campingspladsen og der blev handlet is ved badestranden. Keiniche Hansen leverede is i elementer dagligt og jeg husker endnu Keinickes blå butnæsede isbil. Det var på den tid Trommeslager Nyborg gik rundt og annoncerede ande -og gåsespil og forskellige tilbud i byens forretninger, dengang hvor vi et par gange om ugen blev præsenteret for det lydlige ordspil i sang: “ Sil æ gåt” eller kort og godt med ordene “frisk røget makrel”.  Det var dengang enhver agtet borger kunne løse “ vandrerbrev” formedels en tier, som gav ret til beskeden handel i det åbne rum. Så kunne man købe en kasse røgede makreller hos røger Jørgensen, sætte kasse i cyklens eller knallertens bagagebærer og køre rundt i sognet og sælge de friskrøgede fisk. For to en halv krone stykket og lur mig, en frisk røget makrel og et friskbagt franskbrød med birges kunne dengang give en ypperlig “Sammenklapper”, ligesom, når vi var rigtig sulte en “Herremand og en bondemand” som var et stykke rugbrød lagt sammen med et stykke franskbrød, garneret med, hvad man kunne finde på at lægge imellem.

På den tid blev man i den ene ende af byen forkælet med studenterbrød fra Bager Behrentsen ved Hovedskolen, i den anden ende af byens stod den på honningkager ved bageren på den østre hede, nær Røde Kro, hvor bagersvenden Hans Bigaard hver dag kom gående til i sine stumpede bukser og de sorte træsko. I den  øvrige del af byen blev der bagt brunswiger af bedste beskaffenhed og lavet ypperligt konditori hvor man kunne sidde på cafe. Slagterne stegte og brasede fattigmandsflæskestege, bovsnitter og andre lækkerier og solgte herlighederne i varm tilstand og ugedagene var genkendelige. Arbejdsugen blev kortere, ferierne blev længere og badehotelkulturen gik i sort og meget blev anderledes. En privat forlystelsespark så dagens lys, der kom minitaxier og Ole Skraldemands Simca 1000 kunne gøre det ud for en hyrevogn. Det kostede en flad femmer, at blive befordret fra Klinten til byens midte. Kort forinden var man begyndt at bebygge “Råmosen” henne på Svendborgvej og “Marius på slagteriet” var begyndt at brede sig samtidig med, at Røge Jørgensen syntes at blive større og større i al sin lidenhed. Slagteriet er væk. Det lille røgeri består.

Det var dengang at en af byens skjalde, købmanden der solgte boghvedegryn, spøg og skæmt og alskens købmandsvarer og kørte Velo Solex og som skrev om sin by: “Lille Faaborg med de skønne røde tage, nogen storstad bliver du aldrig”