Chaiselong’en

Hvor de gamle røde plysmøbler med klunkerne kom fra, husker ingen mere. Måske var det arvegods fra fars barndomshjem, møllen, måske var det genbrug skaffet andre steder fra. Af Chaiselong’er mindes jeg blot én af blandt møblementet derhjemme og det var den røde, der var betrukket med plys og flot dekoreret med dinglende klunker. Den havde alle dage sin plads i “Den røde stue” derhjemme ved væggen ind mod Peter og Sara Johansens, som havde boet, hvor de boede siden 1914/15. Vi kan så ikke helt udelukke, at vi derhjemme måske nok har haft to Chaiselong’er, dog ikke samtidig.
Chaiselong’en var vældig god at sidde på, men som soveplads egnede den sig ikke. Den sovende kunne ikke strække ud og stive nakkemuskler og hovedpine var en sikker sidegevinst efter en nat på Chaiselong’en som ellers var så god at sidde i. Når vi havde overnattende gæster derhjemme, var det mestendels Røgteren Peder Madsen, der som hyppig gæst overnattede på Chaiselong’en i den røde stue.
Vellidt af alle i familien, det var Peder.
Peder var ikke den, der beklagede sig over manglende luxus i form af  pladsmangel eller ubekvemme sovepladser. Peder var alle dage ordentlig, høflig og redelig omend han godt kunne tænke sig mere end en enkelt øl hen over weekenden. Peder arbejdede på en gård lidt udenfor byen. 
Når Peder var på besøg, blev vi unger sendt til købmanden. Købmandekonen, Gerdas, nyfigne replik var hver gang: “Har i Peder Øl på besøg”? Det kunne vi så bekræfte. Det var sjældent, endog meget sjældent, at vi derhjemme havde øl på bordet, ud over ved fødselsdage og juleaften. Men når Peder var på besøg, kunne der både være to eller tre øl, til hver af de voksne og slik til ungerne.
Peder rejser på et tidspunkt til Kolding og finder beskæftigelse ved eksportstaldene på Kolding havn.
Som tiden gik, ebbede Peders besøg ud og en skønne dag, kom han ikke mere.

Sommeren 1948 blev Chaiselongen flyttet ud i gården, hvor den fik ny anvendelse som fodfæste, når vores mor fik sig en disputs over muren med fisker Hans Madsens kone, Marie.
Hans Madsen, Marie og deres to drenge Alfred og Peter var vores naboer i nogle år. Madsens var nogle flinke naboer. De havde akvariefisk , høns i baghaven og de  holdt ugeblade og tegneserier, som vi børn havde fri adgang til.

Så købte de hus ude på Røde Kro hvor andre fiskere, mestendels fra Bjørnø, boede og der blev lidt længere mellem besøgene hos Marie Madsen, en elskelig kone som var vi børns trækplaster.
Mit første besøg hos Marie Madsen efter familien var flyttet til Røde Kro, foregik frem og tilbage langs ad stranden. Siden tog jeg turen ad Svendborgvejen hvor jeg tog bestik af den røde postkasse på muren ved siden af deres gadedør, nogle få huse efter købmanden.
Chaiselong’ens placering i baggården havde sin tid. Måske i forbindelse med at den røde stue blev malet og tapetseret. En divan placeret ved væggen ind mod soveværelset gjorde ikke megen væsen af sig. Den stod på sin plads i en 10-15 år og fungerede som fast soveplads til den af vi søskende, som kom senest hjem og lur mig, på den har jeg hvilet mine hærgede lemmer utællelige gange og på den restituerede vores far hans gulsot i dagtimerne.
Det var ikke almindeligt, at vores mor kravlede op på hvad, som kunne kravles på, for at snakke med nabokonen Marie Madsen. Marie kom tid på besøg for en snak og en kop kaffe og ved sådanne besøg belærte hun os børn i en bred fynsk dialekt. “Ka du sie Kon Kylje, mi dreng”. Ja, det kunne jeg godt og så var Marie Madsen tilfreds.

Naboerne Sara og Peder Johansen og Hans og Marie Madsen var jævnaldrende, født midt-sidst i 1890’erne. To verdenskrige havde de oplevet med varemangel og rationeringer, bankerot, depression, pengeombytning og økonomiske nedture og samfund som måtte rejse sig, dele goderne via rationeringsmærker  og velsagtens også opbygge både “tillid og troen på” påny. Barnevognen, ikke at forglemme. Den havde både Ib og Kirsten brugt og ligeså Hans Jørgen, da han kom til i 1947.