Fedtkogeriet

Fedtkogeriet på Faaborg Andels Svineslagteri, er efterhånden næppe husket af mange af stedets ansatte, i og med, at omlægning af slagteriets produktion og modernisering i vid omfang, i mellemtiden har fundet sted og, at der gennem årene, er sket stor udskiftning blandt slagteriets ansatte og den umiskendelige omstændighed, at slagteriet er nedlagt, jævnet med jorden og stort set hver en sten fjernet og produktionen flyttet udenfor landets grænser, for der at nyde økonomiske fordele af EU- midler.
I min tid på slagteriet henholdsvis som lærling og som slagtersvend – fem år ialt, var det altid en uddannet mejerist, der bestred jobbet som “Fedtmester”. Jeg kender til flere forhenværende fedtmestre. En blev sågar selvstændig margarinefabrikant.

I min tid, 1959 – 1964, hed fedtmesteren Nielsen. Mejerist Nielsen havde været ansat på Faaborg Herregårdsmejeri og havde sågar bolig på Odensevej i et rødstens hus i tilknytning til mejeriet. Nielsen skiftede job og blev fedtmester for slagteriets “fedtkogeri”.
Jeg husker at Fedtmester Nielsen havde en fast medarbejder i Fedtkogeriet, Steen hed han. Steen boede Assensvej 16, nabo til mine bedsteforældre. Jeg gik i parallelklasse med Steens datter. Steens efternavn husker jeg ikke længere.

Mejerist Nielsen ses ikke på fotoet af slagteriets ansatte, da de i 1954 stillede op til fotografering i forbindelse med Slagteriarbejdernes Fagforenings 50-års jubilæum (i 1955). Jeg har fået fortalt, at ikke alle ansatte ønskede at deltage i fotograferingen.

Til fedtkogeriet var naturligt nok, ud over to autoklaver, tilknyttet et kølerum hvor der ud over fedt blev opbevaret dele fra slagtesvin til hurtig nedkøling og videre ekspedition. Eksempelvis lunger fra svinene.
Lungerne blev specialbehandlet med opskæring af luftvejene og sendt videre, mestendels til minkfoder.
Svinefedtet blev annonceret “Uberørt af menneskehånd”. Den påstand må siges, at være rigtig, så langt som det var efter smeltningen.
Siger man svinefedt, så siger man vel næsten også “fedtgrever”, som kunne købes friske i forretningerne og som for mange var en yndet spise og en fast del ved hjemmeslagtninger ligesom blodpandekager var det.

På den tid anvendtes forskellige former for emballage til opbevaring af fedtet. Jeg husker at svineblærer blev anvendt til opbevaring af fedt. hvilket på mig virkede lidt frastødeligt. Svineblæren var forud for anvendelsen til opbevaring af fedt, blevet renset, skyllet og pudset af for animalske elementer,  blæst op med luft til ballonfacon og derefter lufttørret.
Jeg vil tro, at der kunne være halvanden til to kilo fedt i en svineblære, måske lidt eller endda meget mere.
Påfyldning af svinefedt i poser skete maskinelt. Det kunne så være lærlingearbejde, dagligt at være behjælpelig med pakning af fedtposerne eller foldning og lukning.
Kølerummet i fedtkogeriet virkede lidt mere afkølet end slagteriets øvrige kølerum og der blev slået mange kuskeslag af de, som var med på tjansen.
Slår jeg op i slagterbogen fra dengang, så ses emnet forarbejdning, behandling, smeltning og pakning af svinefedt ikke beskrevet. Om tarmfedt er der dog en beskrivelse af en procedure som vi på slagteriet i Faaborg ikke havde i anvendelse, hos os blev tarmfedtet fjernet i slagteriet allerede på slagtegangen på slagtedagen, hvor fedtet tilsyneladende på nogle virksomheder først blev fjernet i tarmhuset. Det skal selvfølgelig ses lidt som en sandhed med modifikationer, da selve forarbejdningen af svinetarmene selvfølgelig “afkastede” fedt som ved en direkte forbindelse blev sendt til slagteriets fedtkogeri. Det fedt, der blev fjernet ved dyrlægebordet kaldtes “sløret” og det sad på grisens mave og omsluttede tarmene.
Jeg husker det var en person med et specifikt øgenavn, som ikke kunne tåle at se menneskeblod, der varetog denne funktion ved dyrlægebordet. Han hed Bent og blev kaldt “Jesus”.
Bent boede i klostergade. Købte gård i Jordløse og solgte igen, da gården ikke gav det forventede afkast. På den tid var der til slagteriet tilknyttet fire selvstændige veterinærer, dyrlæger, med en overdyrlæge som øverste myndighed.
En offentlig ansat kontrollant var fast tilknyttet slagteriet. Han hed i min tid Paustian og virkede også som samariter. Paustian blev i daglidagen omtalt som “Veterinærkontrol” men dyrlæge var han ikke. På Paustians kontor fik man “klud eller plaster” på, hvis man havde skåret sig.

Taler man om udnyttelse af produkter fra svineslagtninger, så figurerer fedt ikke som et biprodukt. Bearbejdning af fedtet er som nævnt ikke beskrevet i tidens udgave af slagterbogen.

Men lad mig for fuldstændighedens skyld nævne nogle biprodukter som jeg husker fra min tid.

Af bygspytkirtlen fremstilledes insulin.
Skjoldbruskkirtlen blev brugt til medicin for Basedow.
Af Hypofysen, et lille ærtestort hjernevedhæng, der sidder på storhjernens underside , blev der fremstillet medicin af for blodtryk, vækst, kønsdrift m.m.
Af Ovarierne eller æggestokkene fremstilledes medicin for hormonale forstyrrelser.
Af binyrerne blev fremstille adrenalin.
Biprodukterne kom hurtigst muligt på frost og afhentet en gang om ugen af de respektive aftagere. Eksempelvis gik alt blod til Albuminfabrikken i Vejle.
Altsammen noget vi var orienterede om eller blev orienterede om, hvis vi spurgte veterinærerne, der gerne fortalte.

Af andre fedtstoffer som ikke indgik i produktionen, var det smør som kunne forekomme i maverne på de slagtede sødmælkskalve.  Peristaltikken i kalvenes maver æltede den sødmælk kalvene havde drukket, så der opstod naturligt nok smør. Kalvemaverne fra ugens slagtninger blev samlet og sidst på ugen tømt og pudset af til anvendelse som osteløbe.
Den tjans var forbeholdt de gamle slagtersvende. Nicolai og “Den Gamle Blå”.
Fandt de smør i kalvemaverne tog de smørret fra, skyllede det, dryssede med lidt salt og smurte det på brød til dagens frokost. Men det er så en lidt anden historie.
En anden historie er også, at da man begyndte at producere pulverkalve eller tremmekalve som de også hed, der udelukkende fik flydende føde, så bevirkede peristaltikken i pulverkalvenes maver, at der opstod hårboller af de hår som kalven havde slikket, når den som en del af sin naturlige pleje slikkede sig. Mavens tynde indhold kunne så ikke føre hårene med ud på naturlig vis.
Hårbollerne var hårde som filt og bevirkede med deres fylde, at kalvene ikke følte naturlig sult. Hårbollerne var populære som filtbolde.

Produktionen af pulverkalve stoppede. Italienerne måtte undvære det lyse eftertragtede kalvekød, ihvertfald fra Danmark.

Svinefedt har været en stor artikel i danskernes husholdning. Ved 1900 tallets årskifte stod man som kunde ligefrem  i lange køer for at købe svinefedt. Efterspørgslen var så stor, at der blev annonceret hvornår der igen kunne købes svinefedt. I gode tider dekorerede man, ved juletid, med svinefedt i slagterforretningerne og fedt havde generelt en central placering på middagsbordet og på runden-ommerne og på mellem-madderne.