Den gamle jæger

Vi er nået frem til midt i 1970’erne.
Den gamle jæger var efterhånden blevet 65 år og dyrkede fortsat lystfiskeri rundt ved sydfyns kyster. Gik meget op i sit grej og fangede godt med fisk af den slags han gik efter, havørred og laks.

Waders brugte han aldrig og han gik aldrig længere ud i vandet, end et par almindelige gummistøvler kunne bunde. Han smurte sine agn i en blanding af levertran og anisolie og undgik at røre ved agnene med de bare fingre, når han skiftede dem. Han søgte herved at imødegå ørredens formidable lugtesans og noget tydede på, at han her havde fat i noget brugbart.
Han havde på den tid fået diabetes, amputeret det ene ben men kørte fortsat motorcykel og var gået på pension. Her  på fotoet foreviget hjemme i baggården foran vaskehuset hvor engang den gamle indmurede grukeddel stod.

På det næste foto fisker han efter ørreder i Faaborg Havn i middagspausen. Der var forlydende om, at ørreder havde forvildet sig ind i havnebassinet og ikke kunne finde ud igen. Så han fiskede sine chancer i nogen tid.
Den unge mand som står ved siden, er en lokal journalist som spørger ind til fiskesituationen med henblik på, at samle stof til dagens avis. Ørredbesøg i havnen blev omtalt i dagspressen.
I skrivende stund år 2024 har jeg endnu den fiskestang han fiskede med, en 11 fods ABU Atlantic massiv glasfiber. Lidt tung sammenlignet med nyere letvægtstænger. billeder klik på :

Den gamle jæger var efterhånden blevet lidt usikker på benene og når han var til flugtskydning rundt omkring på flugtskydningsbanerne, hvad enten det var til træning eller ved konkurrencer, fulgte svigersønnen Hans Søgård med for at støtte ham med en hånd i ryggen, for at modvirke rekylen, når han affyrede sine skud efter lerduerne.

Den gamle jæger skød fortsat med en høj procent af træfsikkerhed. Fighterviljen fejlede fortsat intet. Entusiasmen for sporten var intakt. Han stillede fortsat store krav og forventninger til sig selv og når han fik bøssen i hænderne, så var han jæger om en hals. Pokaler, plaketter, nåle o.a. havde han gennem årene vundet en del af og hver eneste var ham et kært minde og gav anledning til mangen en fortælling med nuancerede oplevelser.

I hans unge år omladede han selv sine patroner. De brugte patronhylstre blev genbrugt og krudt, hagl, filtskiver og fænghætter blev købt hos den lokale cykelhandler som handlede med slige ting. Redskaber som blev brugt til omladning havde deres faste pladser i den øverste kommodeskuffe i børnenes soveværelse. Geværet havde sin plads på knagerækken lige over.

Geværet han står med på billedet, var en japansk Miroku, over og under, Kaliber 12. Som siges at give en forbedret træfsikkerhed ved at løbene lå vertikalt oven på hinanden.

Jeg havde haft en Italiensk Beretta, S55B med ventileret skinne, kaliber 12, over og under. Det var det gevær den gamle jæger i sin tid lod sig inspirere af, da han valgt at skifte gevær fra side om side til over og under.
Han havde tidligere skudt med Sauer og Suhl, Brno, AYA og et andet mærke af tjekkoslovakisk fabrikat som jeg umiddelbart ikke lige husker navnet på.

Jeg selv havde lagt jagten på hylden i studietiden, da sporten som sådan var lidt rigelig udgiftbelastende. Jeg lod så mit jagttegn løbe ud og vendte ikke senere tilbage til aktiviteten.
Den gamle jæger var naturmenneske og bedrev flere forskellige jagtformer til lands og til vand, med gevær, fælder og fiskestang. Alt vildt tilberedte han selv og han garvede skind, tilberedte dem og solgte på Københavns Pelsauktioner og fik ganske gode afregninger.
Hans jagtjournal afslører, at der under den sidste krig gik en kat i fælden, hvis skind eksempelvis indbragte hele 15 kroner.
Jeg husker han ristede sand på en pande og børstede det varme sand ind i pelsene for at fjerne urenheder og eventuelt utøj, hvorefter han meget omhyggeligt børstede pelsen ren, fin og blank. Ræveskind fik en anden behandlig. De blev spændt ud på stativer og lufttørret. Ilder, hermelin, brud og lækatte og mink  fik tilsvarende behandling, dog blev de lufttørret på mindre stativer.
Vi havde vildtkrog ved siden af køkkendøren (læs et søm) og pladsen på krogen var for det meste optaget.

Den årlige kølhaling

Det hændte, når den gamle jæger var på strandjagt og tiden trak ud, at vores mor sagde: “Kan I ikke gå til stranden og se om far er på vej hjem”?
Så gik vi til stranden og skuede ud over fjorden. Så vi ham i det fjerne stævne ind mod strandbredden hvor hans skydepram havde sin faste liggeplads, så ventede vi på ham, ellers gik vi hjem med uforrettet sag.

Den gamle jæger kunne ikke svømme og til alt held har han “kun været udenbords” en enkelt gang, en sommer nat han blussede ål sammen med “Peter øl”, hvor de begge fik overbalance på lavt vand, var helt under vand og efterfølgende ikke var så forhippet på, at blive afkrævet forklaring på episodens nærmere omstændigheder. Den gamle jæger kunne godt være “En fandens karl”, blot ikke når alvoren trængte sig på, som når der var sygdom i familien eller børnene udviste lidt rigeligt vovemod.

Alfred Vigelsø Hansen

Forfængelig var han, den gamle jæger. Han brugte “store mængder” duftvand, parfume og barbersprit. Nybarberet og kortklippet var han altid og kunne mor ikke umiddelbart få  ham til at gøre ting, så havde hun midler, som da han ikke ville gå hen på Casale efter en skæppe kartofler.
Efter nogen palaver hvor han undslog sig, sagde hun så: “ Det kan jeg da ikke forstå, Inga synes da ellers du er så flot en mand”. Så gik den gamle jæger til køkkenvasken. Pjaskede vand i hovedet og under armene, barberede sig og dubbede med duftevand, rettede på skilningen og gik lystigt hen på Casale, fik en lang munter snak med Inga i den lille grønthandlerbiks og kom hjem med de varer han var sendt efter.
Mutter – tja hun var såmænd noget forgrint over situationen. Hun begyndte iøvrigt først at have udearbejde, da jeg var i 14 års alderen, da vi skrev 1957.
Hun fik arbejde, tjente egne penge, købte knallert, skiftede den kedelige husmorkittel ud med kjoler og nye klude, gik til damefrisør, blev fagforeningsaktiv og gik på cafe med datteren Grethe og bevægede sig iøvrigt mere frit rundt. Tyve år efter at de var blevet gift og det passede ham ikke, at hun da sådan skulle til at føjde rundt.
Så var det, at han blev lidt mere føjelig, den gamle jæger, der kunne så mange ting såsom synge, spille en gedigen skomagerbas på harmonika, være naturfører og fortælle drabelige historier om egne meritter, om slægten og om ungdomstiden i Horne. En hjemmefødning var han alle dage og når det stak ham, så var han både spændende, underholdende og munter og så var han en uforbedrelig slikmund, der ikke undlod at smaske højlydt, når han mobiliserede smagsløgene. Hvis vi andre spiste noget med lyd på, kunne han finde på at sige: “Hvis du ska’ gnulre roer, ka’ du så ikke gå ud i gården”. Det gjorde vi så ikke, men tyggede roligt videre.

Jeg var voksen før jeg tilnærmelsesvis helt forstod den bløde mand som kun undtagelsesvis lod sig se.
Mellem venstre hånds tommelfinger og pegefinger – på håndryggen – havde han tatoveret tre prikker i en trekant. Ved siden var tatoveret bogstaverne AH.
Adspurgt til de tre prikker havde han ikke mange kommentarer. Den korte version var” “Det er bumsmærket”.

Udtrykket kendte vi og stillede ikke yderligere spørgsmål. Flere tolkninger har der været gennem tiderne som kvindehadermærket, sømandsmærket eller de kristne symboler på Tro, Håb og Kærlighed symboliserende de tre kristne dyder.  I sverige kaldtes de tre prikker “luffarpickor” – vagabondprikker, bumse tatovering.

Prikkerne havde han selv tatoveret med en nål og noget tusch og han yndede at udtrykke, at de somboliserede “det frie liv”.

Læs også teksterne →“Filtpropper og papskiver”← og →“Ægte rod”←