Butiksslagter

Fire brødre var vi, der indenfor et 10 år havde den selvsamme byplads og indenfor det samme 10 år fik lærepladser som eksportslagtere, pølsemager og butiksslagter. Tilmed havde vi deltaget i de samme fritidstilbud som bød sig til i byen. Vi havde oplevet sammenlægning af sportsklubberne AIK og FiF, at vores far byggede nyt klubhus og at foreningsånden bestod sin prøve. Ejnar havde som den enestehavde været søspejder ligesom han som den eneste havde været medlem af AIK og efter afsluttet skolegang havde flere af os tjent ved landbruget hos samme bonde.  Lærepladser fik vi alle i 1950’erne.

Min bror Per fik læreplads endnu før han fyldte 16 år.
Aftalen om læreplads kom i stand på den måde, at slagtermester H.P. Skov i Vester Aaby havde et hus i Bøjestræde som min bror Ejnar og hans kæste Rosa gerne ville leje med forkøbsret. De samtaler der foregik om lejemålet blev gennemført hjemme på Østerbro og det var ved en sådan samtale, at en læreplads til Per kom på tale, da H.P. Skov stod og skulle bruge en læredreng.

Per fik læreplads og kom til at bo ved sin principal og i starten kørte han med bus, når han besøgte hjemmet i Faaborg. Da han fyldte 16 år og måtte køre knallert, anskaffede han sig en knallert, en rød Diesella og så var han flyvende, når han bevægede sig rundt.

I januar måned 1959, på den tid, da Per var halvt igennem sin læretid hos Slagter H.P. Skov og Søn i Vester Aaby, det år han fyldte 18 år og det år han af sin principal fik bevilget kørekort, gik Per til fotografen – mener det var Kehlets Stella Nova oppe i Østergade –  og fik lavet en  række billeder af en ung håbefuldt fremstormende butiksslagter og handelsmand, populær i forretningen, på sportspladsen, ved baller og ved gadekæret. Elsket og afholdt so zu sagen.
Man kunne mærke på Per, at han var uddannet og skolet i omgangen med mennesker og i at betjene kunder, han befandt sig godt, når han kørte sine landture med slagterbilen og når han betjente og servicerede sognets mange fruer og andre når de kom til  den rød-hvide slagterbil for at handle Han havde åbenlyse talenter indenfor sin metie ligesom han naturligt nok også havde flair for kundetække ved hjemmeslagtninger. Hans mor var ikke så lidt stolt af, at hans mester betroede ham, at køre landtur, når han nu ikke var ældre.De gange jeg var med ham ude at hjemmeslagte havde jeg en klar fornemmelse af, at kun det bedste var godt nok. Jeg er selv udlært slagter på slagteriet i Faaborg, men der havde vi ikke kundedimensionen med i arbejdsprocessen, men beskæftede os udelukkende med slagtninger til eksportmarkedet, så jeg fokuserede mere på løsning af opgaven end leflen for kunden. dog var det en selvfølge, at kunderne fik den betjening og udskæring, de ønskede og som passede til deres “individuelle gryder”.

Husker ikke hvor længe Per var ved sin læremester efter, at han aflagde svendeprøve. Han var i en kort periode på slagteriet i Faaborg hvor jeg arbejdede sammen med ham.  Han fik så job i en forretning hos en slagtermester Jørgensen i Svendborg hvor han var flyttet til, da kæresten Hanne arbejdede på Svendborg Sygehus.

Min far var vældig begejstret for Slagtermester H.P.  Skov i starten. Skov kunne begejstre med sine lidt vidtløftige historier. Den tilstand fik dog ben at gå på. Historien var, at Rosa og Ejnar havde lejet et hus med forkøbsret i Bøjestræde i Faaborg. Huset havde to lejemål og det ene lejemål havde stået tomt i nogen tid, og da der var boligmangel i byen, havde kommunen reageret på, at H.P. Skov skulle leje den tomme del af huset ud. Det gjorde han så til Rosa og Ejnar (med forkøbsret) . Ingen af dem var på det tidspunkt myndige. Ejnar var blot 18 og Rosa et halvt års tid ældre. Da en potentiel køber meldte sig, så desavuerede Slagter Skov aftalen med Rosa og Ejnar og solgte huset om ørerne på dem og det udløste en åbenlys harme fra flere sider.
Per var alle dage ordentlig med sig selv og gik eksempelvis ofte til frisøren og han var kendt for sin korthårede frisure som jeg husker hed Bombage, kort og vel siddende var den. Efter jeg selv, i 1959, var kommet i lære kørte jeg ofte til Vester Aaby og fik klippet Bombage hos den samme frisør. En frisure jeg har haft lige siden. Per havde talenter for fodboldspil. Han spillede på et udvalgt ungdomslandshold og han spillede divisionsfodbold i Svendborg og på et tidspunkt blev han hentet til B1913 i Odense og vendte så tilbage til Svendborgklubben.
Vi var fem brødre. der spillede fodbold, på hver vores plan. Vores far lavede srapbøger med billeder, kommentarer og avisartikler.
Da vi hver især blev travlt beskæftiget med hver vore familier og egne gøremål og alder meldte sig, klingede vores fars scrapbogsarbejde ud. Syv scrapbøger blev det til. Den ottende blev aldrig påbegyndt.
Jeg holdt helt op med at spille fodbold. Per blev spillende træner og holdt ved fodboldspillet i mange år og Ejnar, Niels og Per meldte sig sammen som spillere for en mindre klub i omegnen af  Faaborg og var med deres spil og vedholdende indsats med til at trække klubben flere niveauer op.
Pers fodboldmeritter fyldte gennem årene mest i Scrapbøgerne og han var også den som interesserede sig mindst for egne bedrifter, ligesom han var den, der gik mindst op i pleje og vedligeholdelse af fodboldudstyr og den slags. Hvor Niels var en mester ud i at vedligeholde støvler med rensning, sværte, søm, der stak ud og udskiftning af dubber. Jo, du læser rigtig. Der var dengang søm i fodboldstøvler.
Fodboldkulturen fyldte meget i dagligdagen derhjemme. Der var kontant afregning med en krone pr. Scoret mål og med kritik, når noget kunne være bedre. Vores far og naboens Alfred – “Aller” i daglig tale, var spillekoordinatorer og satte hold. Var de i bekneb for spillere, kunne det forekomme, at vi spillede flere kampe på en dag. Så blev vi registreret med andres navne.
Engang Per var udtaget til en eller anden talentkamp, måtte han melde afbud på grund af indlæggelse på sygehus til operation for blindtarmsbetændelse. Der blev så skrevet et tårepersende brevt om, at den unge fodboldspiller var på grådens rand, på grund af afbuddet, hvilket ikke var helt i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder. Men vores far mente, at det gjaldt om at holde “ild i kaminen” hos DBU.
Efterhånden som pligterne steg i omfang med familie, børn, hus, hjem, bil og båd, blev der lagt lidt en dæmper på sportsaktiviteterne og de mange rejser til kampe og stævner rundt i landet.
Per og Hanne havde giftet sig, havde boet i lejlighed i Svendborg. Havde købt hus “ i første række” på Tåsinge og ansat tjenestepige – søsteren Grethe –  , erhvervet lystejendom på øen og sidst bygget nyt hus i Svendborg og renoveret skib, så ændredes hverdagen, både for de aktive søskende og for den gamle scrapbogsentusiast. Der blev længere og længere mellen stunderne med saks, udklip og lim og besøgene hos Per og Hanne og børnene blev hyppigere. Og ofte blev avisen læst på terrassen i Svendborg.
Per gik med tanker om at blive selvstændig med egen forretning. Forinden havde han handlet oksekød en gros med levering til forretninger og private ved døren. Her fik han en fin indsigt i ændringer i kulturen med at fylde fryseren op. Salget af oksekød en gros til private gik dårligt og han sadlede om.  Som aktiv fodboldspiller på nationalt plan var Per ikke bare kendt, men nød også en vis opmærksomhed og han tilegnede sig lidt en adfærdsform som ikke helt egnede sig til et roligt og tilbageholdent familieliv samtidig pådrog han sig en sygdom som forstyrrede hans hverdag. Hanne og Per blev skilt og der var i en periode megen ro omkring Per, hvor han ikke havde så megen kontakt med den nære familie. Sygdommen udviklede sig og Per fik efter lang tids venten, tilkendt pension.
Per sagde denne verden farvel på Odense Sygehus den 17. Februar 2014 efter en omfattende hjerteoperation som ikke helt formåede at rette op på et slidt hjerte. Han er savnet og har selvsagt sin plads i familiekrøniken i en nok så fyldig og favnende beskrivelse.