På en bænk ved stien

Det handler om alt liv på jordkloden både til lands og til vands og det handler om mangfoldighed af levende organismer. Arter er uddøde og flere er på vej og naturen lider under menneskets hærgen.
Derhjemme hørte jeg ofte de voksne give udtryk for vigtigheden af, at være opmærksom og hensynsfuld. Ofte ser man først dørmåtten foran døren, den dag den er væk, blev der sagt.
Et ord jeg ikke kendte i min barndom var ordet biodiversitet. Nu om dage nævnes det oftere og oftere. Begrebets indhold har vi mennesker ikke opfundet, men vi har efter lang observation besindet os til at definere det. Nu hvor problemet for alvor trænger sig på må vi så hellere se at blive enige om, hvad vi forstår ved biodiversitet og hvordan vi forholder os.

På en spadseretur langs ad stien forbi Stribengen, stoppede jeg op for et kort øjeblik…

Sidder her på bænken og iagttager scenariet med de græssende heste og får. Ser fugle, der ihærdigt søger føde på jorden og muldvarpeskud, der skyder op i forskellige mønstre og retninger når “Fatter Muldvarp” laver sine gange og sine huler. Hver især bruger de deres teknikker og hvad de “har lært hjemmefra” og hver især er de travlt optaget af dagens gøremål. Forældredyrene viser den unge generation til rette med, hvordan noget skal gøres og så bliver der efterlignet.
Hestene gnaver græsset af i “én højde”. Fårene gør det samme i en anden højde og den forskel nyder nogle insekter godt af.
Mågerne udfører hver deres karakteristiske dans med rytmiske trampebevægelser for at snyde regnormene til at tro, at det er regnvejr og for at lokke ormene op. Kragerne dropper nødder ned på stien i håb om at nødden revner så indholdet bliver tilgængeligt.

Der hersker en stille ro på engen. I baggrunden mod vest iler trafikken i begge retninger – tættest morgen og aften. Her på en farbar grusvej færdedes i ældre tid folk med hest og vogn og spadserende gik “på deres flade sok” når de skulle til eller fra byen og til og fra kirke. En gang var nærmeste kirke i Vejlby.
Et nyt hegn hjælper med at holde sammen på gemytterne. Ungdommelige sjæle, blandt får med udlængsler efter græs på den anden side hegnet, har ikke længere frit spil til at græsse ”fremmed græs” eller tage sig en spadseretur langs ad stien eller hen ad rabatten.

Fuglene kommer og går – eller flyver om de har lyst. “Frie fugle flyver – Stækkede fugle længes”, siger man.
Ænderne ”næbbes” og driller hinanden i jagten på den samme hun.
Vandet løber sagte i bækken og der drikkes flittigt af det friske klare vand.
Åbrinken ændrer sig jævnligt og trædes til af hove og klove og fugles kløer.
Skulle vejret være regnfuldt og blæsende, kan dyrene søge ly og læ hvis de ønsker det. Sådan gør de i naturen og sådan foreskriver menneskabte regler for dyrevelfærd. Balancen finder man her på Stribengen

Hestene vrinsker, når de snakker med lyd. Det stille hestesprog skal læres som var det tegnsprog. Med én tå og én negl på hver fod mestrer hesten både gang, trav og galop som ingen anden. Fårene bræger og hvad der bliver sagt ”uden ord” forstår vi mennesker ikke helt og dog – med lidt opmærksomhed, kan vi fornemme hvordan dyrene har det og hvilket humør de er i.

En oase i bymæssig bebyggelse har vi lige ved hånden. Alle formaliteter for dyrehold og opfyldelse af dyrevelfærd på stedet, er i orden. Den gamle kirkesti bliver ikke længere brugt. Folk færdes nu ad asfalterede veje og har ikke længere så langt til kirke.

…Sidder på en bænk og iagttager scenariet med dyrelivets og vegetationens samspil som det arter sig og tænker på, at begrebet  biodiversitet ikke er noget vi mennesker har fundet på men blot givet navn.  Nu er vi så på vej til, at tage ejerskab af og ansvar for.

Runden om på engen ses brændenælde og agertidsel brede sig. Vækster som målrettet tidligere er søgt bekæmpet lades nu i fred. Dyrene græsser uden om. Det har de altid gjort. Nu får væksterne lov til, at leve deres eget liv i bedst tænkelig harmoni med hverandre. Nu om dage tænkes der i vild fauna og vild flora.

Ovre ved landevejen skyder Vilde blomster lystigt op i et mangfoldigt farveflor og indbyder insekter og biller til  besøg. Møgbillers paradis finder de i hestens friske møg som også gråspurve og stærer synes om og hestemøg og fårenes ditto er godt for bakterieflora og mikroorganismer i jordbunden.
De vilde blomster befinder sig godt i engens magre jord, hvor der blot et par meter nede, er ren sandstrand med skaller, småsten og sneglehuse. Her har nemlig engang været strandbred, siger de gamle.

Tanker om, at Dinosaurus’er aldrig har sat deres fod på Dansk jord endsige på Stribengen opstår spontant.
Der var engang da Stribengen, Strib, ja hele Norden lå på bunden af havet og havde mellem 200 og 300 meter op til overfladen. Det, der senere skulle blive Danmark var  overskyllet med tropisk hav. Og der var, hævdes det,  4 – 5 gange og op til 7 gange så stort CO2 indhold – i tidens atmosfære – som der er i dag. Hvad som skete, ved vi ikke helt, men har fået et og andet fortalt, at det var på “Dinoernes tid”.

Sidder på en bænk ved Stribengen og oplever en stille fryd og spontan glæde over de mange tilbud som naturen byder på.

Mææh, siger det lille lam. Det blev født på engen en tidlig morgen, i januar måned på årets koldeste dag i Det Herrens År 2022 og lige nu står Løvetand i blomst – Fandens Mælkebøtte fører sig frem i gult liberi.

Se – Det summer af sol over engen honningbien vil fylde sin kurv, skrev Holger Drachmann nok så optimistisk. Perlehyacinter står lige nu i klynge, blå og blomstrende – og i morgen er i dag i går og kommer aldrig igen. Sidder på en bænk…
(c) 05 2022 / ibmh.dk