Har netop læst, at katten er blevet “klassificeret” som invasiv art i Polen. I artiklen ridses op, hvor mange anslåede millioner fugle katten årligt dræber på verdensplan, men argumenterer iøvrigt ikke for, at katten eksempelvis skulle være et uønsket skadedyr.
Det hænder, at vi har besøg af katte i haven. De går igennem hækken og holder sig til periferien, når de sniger sig undersøgende rundt. Det er tydeligt, at de ved, at de er på udebane og i færd med at “lave gale streger”, eller måske har den lejlighedsvise kælne hustiger blot tændt jagtinstinktet for en stund indtil den igen kommer hjem til sofapuderne, vandskålen, tøjmusen og den omhyggeligt udvalgte kattefoder i velduftende pastaer og farverig dåse.
For ikke så længe siden havde jeg besøg af “en ny kat” her i min have. Grunden til at jeg hæftede mig ved katten var, at det var en svensk skovkat, langhåret gråstribet med et målrettet dræberinstink. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med sådan en – boede genbo til den. Lur mig, genboens svenske skovkat støvsugede simpelthen nabolagets og mine fuglereder for unger. Nogle åd den, nogle bed den bare ihjel og andre slæbte den hjem og fik stor ros og mange slebne udtryk og ord for sin “dygtighed” af sine menneskeforældre.
Så skete det, som så tit sker. Genboen satte sit hus til salg.
Vil du arve en kat”, spurgte genboen køberen, da han forhandlede. Det ville køberen ikke. Nu er naboen så rejst med sin svenske Felix og vejens hunde har ikke længere fornøjelsen af at forskrække og jage en provokerende langhåret gråstribet svensk skovkat, der benyttede modsatte fortov, når den passerede parceller, hvor der boede hunde.
For ikke så længe siden, havde jeg så besøg af en “ny” langhåret gråstribet svensk skovkat i min have og Næste morgen havde den svenske jevla Felix onduleret et faldefærdigt fuglehus med et kuld mejseunger. Først troede jeg det var Måren, men den har nok ikke styrke til at splitte en gammel redekasse ad, så Svenske Felix har fået skylden.
Fuglekassen er nu skiftet ud med en tilsvarende og mejserne har markeret med lidt hakkeri ved indgangshullet at de kunne være interesserede og er forøvrigt ufortrødent gået i gang med at bygge rede et andet sted.
Felix er ikke set siden.
”Lille Thomas”, Gærdesmutten, har bygget sin karakteristiske runde rede med indgangshul i siden fire steder i haven og der vimses og smuttes i øjeblikket meget i hæk og buske, blandt sten og blomster og der skældes ud, når jeg kommer for tæt. Sikke en stemme den lille fugl dog har.
I en 40 år gammel Thuja, øverst oppe, sidder solsorten og synger og skælder ud tidlig og sent. Hunnen ligger på rede nedenfor i en laurbærbusk tæt på havepejsen som af samme grund ikke har været brugt i nogen tid.
Et nyerableret insekthotel med skjul blandt kviste og kvas har åbent hus under den gamle cypres hvor intet vil gro og der er vand og trædesten i “Poolen” om behovet skulle melde sig. En butsnudet frø viser interesse.
Ingen kommentarer