Mølleren og Karen

Mine fire bedsteforældre blev gift henholdsvis 1897 og 1919. I begge tilfælde i Horne Kirke. For det ene pars vedkommende på en hverdag. Det andet par på en søndag.

Min farmor og farfar, Niels Andreas Hansen og Karen Cecilie Wikkelsø giftede sig helt efter tidens skik på en hverdag, nemlig en onsdag – nærmere bestemt den 20. oktober 1897.
Min mormor og morfar giftede sig den 13. juni 1919 og det var en søndag.

Hvor længe Niels og Karen havde kendt hinanden forud for de besluttede sig til giftemål, ved vi ikke.
Begge var de født, døbt og konfirmeret i sognet og  begge havde de gennemført deres skolegang lokalt. Mundtlige overleveringer fortæller, at Niels, der var mølleforpagter på Grevens Mølle, havde aftjent sin værnepligt i Nyborg og dér fået befalingsmandsstatus, gjorde sig ærinder i skomager Wikkelsø’s værksted i Kirkeballe og bl.a. dér havde fået et godt øje til skomagerens datter Karen Cecilie.

Niels har sine rødder i Horne sogn blandt driftige landmænd, avls -og agerbrugere.
Karens slægt har sit udspring på øen Wikkelsø ved indsejlingen til Odense Fjord og i 1813 kommer slægten til Horne, indbudt af greven på Hvedholm som en konsekvens af,  at Karens farfar Jens J. Wikkelsø havde deltaget i Slaget På Reden 1801, havde pådraget sig kvæstelser og havde været indlagt på Quæsthuset i København og siden tilkendt en årlig ydelse som  krigsskadeerstatning for på skibet “Sielland” at have gjort tjeneste under grevskabets ledelse.

En forordning forpligtede greven at sørge for mulig indtjening for de skadede matroser og der iblandt var Jens J. Wikkelsø.

Til det unge brudepars fest, blev der skrevet sange. Den som her nævnes efterfølgende var bestemt til at afsynges ved desserten just som der stod på  trykket. Sangskriveren eller sangskriverne kender vi ikke, men de underskrev sig med initialerne X.Y. Teksten i sangen lader os dog ane, at det nok var Karen forældre Anders og Severine som var ophav til sangens indhold og at det vistnok var en lokal poet (klokkeren ved Horne Kirke) som havde sat ord sammen.

Mel.: Danmarks dejligst vang og vænge.

For vel hundred Aar tilbage, Vandrede så glad Der en mand alt med sin Mage Her til denne Stad, Fra en lille Ø lidt borte, Ja den findes ej paa kortet, Dog dens Pris i Dag udsjunges Her af Gamle, Unge.	Vikkels Ø, saa navnet lyder; Hvorfra stammen kom. Ud derfra et skud fremskynder, Voxte op så from, Med en Amors Pil i øjet. Dertil altid ret fornøjet, Saa det var slet intet Under Faderen fik Kunder:	Og af kunderne de mange Var især der een, Som strax Amor tog til Fange, Og var ikke sen, At faa frem en Pil og Bue, For at ramme Hjertets Hus Og jeg tror nok Møl´ren mærked` Han blev ramt i hjertet.
Glad han smilte hen til Karen, Skævt hun til ham saa, Jeg er ung og uerfaren, Du er ligesaa. Men når Far og Mor …(?) Skal jeg gjennem Livets Møje, Glad dig strax ved haanden tage Som min Ægtemage.	Derfor nu til Højbords sidde Her et ædelt Par Fejres Dagen Klar; Myrthekransen ret betegner, Hvilken fest i Dag her fejres, Alle ønske Jer til Lykke, Held Jer Fremtid smykke.	Herren Lys og Fred vil give For Jer kjære To, Yndigt vil da hjemmet blive Hvor nu sættes Bo. Dette vil med Jer vi haabe, Og en hilsen varm udraabe, Saa istemmer hele Skaren, Leve Niels og Karen!

I første vers synges om Jens J. Wikkelsø som med hest og vogn bragte sin familie og ejendele til Horne i 1813. De kom frem ved midnatstid og tog fejl af tårnet på Horne Kirke og spiret på Hvedholm og overnattede i laden på Sulegården og drog næste morgen videre til Hvedholm, som var deres bestemmelsessted.