Det nærmeste

Det nærmeste jeg i mine yngste barneår kom livet på landet var, når jeg sammen med min mor besøgte Jens Peter og Moster Dinne (Marie Kirstine)  i Ny Stenderup.

Vi tog bussen, stod af ved landevejen i Ny Stenderup og gik et par kilometer op ad en hulvej. Lidt nede lå Jens og Moster Dinne’s gård, hvor også deres datter Asse og hendes søn, Preben, boede.
Gården havde sine fire længer, med bindingsværk og stråtag, vandpost og trug på gårdspladsen. Der var malkekvæg i stald og på mark, heste i fold og slagtesvin i stier, løsgående høns, ænder og gæs, hund og kat og der blev tænkt i avlsarbejde mens duer lystigt kurrede i dueslag.

Der var lavt til loftet i Jens og Moster Dinne’s stuer, men alligevel så rummeligt var der.
A
Hvor meget jord, der var til gården, har jeg aldrig tænkt så meget over, men længerne rumme stalde med køer, heste og svin, lo og lade, kornlofter og plads til høns, ænder, gæs og duer og der var hund og kat og have og abildsgård  med æbler, pærer og valnødder og bærbuske.
Jens Peter og “ Moster Dinne” var selvforsynende og lavede alt fra bunden godt hjulpet af køkkenets jernkomfur, gryder, potter og pander, syltning og henkogning og salte -og sulekar og sted hvor  flæsk og sul blev røget. Og hvilke dufte der var undervejs i tilberedningen. Det var ren guf for en bybo, der lige knapt var vant til slig odeur.

Jens Peter og “Moster Dinne” hjemmeslagtede et par gange om året og helst i årets koldeste måneder. Så blev slagteren bestilt i god tid og midtvejs i slagtningen – ved frokost – trakteret med god hjemmebryg. Så gjaldt det om ikke at dvæle for længe ved køkkenbordet, for den gode hjemmebryg havde en stærk promille. 

Når slagtningen var overstået fik skoldekar ny funktion som saltkar og stigen blev sat tilbage i vognporten og rebene hængt til side på et søm til næste slagtning.  Nar slagtningen var vel overstået blev der holdt pølsegilde for naboer og venner.

jeg mindes ikke, at vi overnattede hos Jens Peter og “Moster Dinne”, men hvis der til eksempel kom feriebørn til overnatning, så fik de stillet et par stole sammen i stuen og brugte dem som sengeleje.

”Moster Dinne” var min mors gudmor og selvsagt min mormors søster og den omstændighed gav nogle nære bånd til Jens og Dinne mest Dinne.
Når vi besøgte Jens og Moster Dinne, så blev der snakket og udvekslet “siden sidst”. Det fine stel kom på bordet sammen med kaffe, lagkage og hjemmebagte småkager af forskellig art. Efter en god lang dag med mange gode indtryk og bredfyldt med oplevelser og søde sager, drog vi så på gåben op til landevejen, ventede og tog bussen hjem til Faaborg. Som tiden gik, voksede vi til. Besøgene hos Jens og Dinne blev sjældnere og ebbede ud. Det hændte at vi hilste på Preben, når han var i byen.

Læs mere om de to KLIK HER.