Den lille Høj

Trafikken ud af byen mod Svendborg var mærkbar tiltagende i starten af 1950. Hestevognskørsel og lyden af hestens jernbeslåede hestesko, krikkens frydefulde vrinsk og kuskens korte kommandoer var udfordret af den tiltagende bilisme.

Østerbrogade havde gennemgået en modernisering og der var kommet fortov i begge sider af vejen, som  ved samme lejlighed blev gjort bredere. Man havde fjernet vejtræerne og givet plads til spadserende og kørende trafik og arbejdet var rundet af med en ny asfaltering. Som en del af gadens renovering blev der støbt en 80 cm støttemur i cement, ud for de lave huse som lå under vejens trace.
Husnumrene blev ved den lejlighed ændret. Vi boede dengang Østerbrogade 62. Det blev ved vejrenoveringen ændret til nr. 76 og jeg husker, at jeg syntes det var sjovt, at vi derhjemme havde fået samme husnummer som kunstmaleren Sarus Nielsen, der bode med sin familie ude på Svendborgvejen.
På den tid gik Østerbrogade over i Svendborgvej i et lige stræk. Ud for Klinteparken slog fortovet et lille knæk ind mod parken og mellem fortov og vej var der en smal beplantning, hvor mindestenen for genforeningen 1920 stod.
Ved anlæggelsen af Omfartsvejen fik vejen et drej ud for Klinteparken og kom derved til at støde vinkelret på Svendborgvej / Omfartsvejen ud for mindestenen for genforeningen.

De tre huse vi ser igennem træerne, ligger som sidste hus på Østerbrogade og de første på Parkvej. Det første hus til venstre, er det sidste hus på Østerbrogade. Her boede telefonmontør Christoffersen, hvis kælder de omkring boende kunne benytte ved luftalarm under krigen. Det næste hus lå på Parkvej og her boede, som jeg husker det, søbadets første Bademester. Det sidste af de tre huse, lå på modsatte side på Parkvej. Her boede en tidligere købmand Alfred Christensen. De to sidste huse blev, sammen med andre huse på stedet ofre for ringvejen og så var det Bondestedet v/ “Peter Morten”, der var 2. Generation på stedet, som lagde landbrugsjord til Ringvejen, men det er ikke med på billedet.

På Klinteparkens græsplæne, der her lå ud mod Østerbrogade, lå helt ovre ved en bøgehæk ind mod parken,  en lille cirkelformet forhøjning. Højen blev brugt når der blev afholdt samlinger af forskellig art, hvor der skulle holdes taler, afholdes alsang eller byens orkester skulle musicere.
Højen, der blot var 30 – 40 centimeter i højden,  var anlagt til brug ved festlige lejligheder og til en slags open air dillettant.  Da den ikke længere blev brugt, blev højen fjernet, jævnet med jorden so zu sagen.

Bræddehytten 1952

Hvor liden den høj end var, så var det mærkeligt, da den ikke længere var synlig ud over en bar plet jord. Mine første udflugter på egen hånd, med madpakke og saftevand, gik netop til den lille høj hvor græsset voksede så frodigt og grønt. På plænen spillede vi fodbold, rundbold og her fangede vi eftr flagermus ved at kaste håndklæder op i luften og håbe på, at flagermusene dykkede ind under håndklædet og at tyngdekraften ville ordne resten. Vi fangede ingen flagermus på den måde, men havde megen fornøjelse og oplevede megen spænding, ved aktiviteten.

Klintepavillionen eller “Bræddehytten” som vi kaldte den, havde sin tid, omend den blev nok så kort. Fester blev der holdt. Køkkenets størrelse og indretning taget i betragtning, så var det lettere anretninger, der blev serveret. Pavillionen var indrettet med et mindre køkken med jernkomfur – ret bag en scene ud mod festlokalet. Oven på køkkenet var en balkon. Fra køkkenet og til balkonen anvendtes en madelevator.

Til at betjene pavillionens gæster, var blot et enkelt “udendørs” toilet med træk og slip, godt dekoreret med obskrøn lokumspoesi med tilbud om tjenester og aftaler som intet efterlod til fantasien.

Foran for Klintepavillionen var engang en rundkørsel med et flot tilplantet blomsterbed suppleret med store dekorative sten. Gæster kunne køres standsmæssigt til dørs.
Den rundkørsel var rent faktisk det første som blev fjernet, da man forberedte sig på, at bruge pavillionen til andre gøremål.

Parken var overordentlig spændende i sin opbygning og tilplantning med eksotiske buske, træer, blomster, bregner og  skovbund. Tilplantet med omhu, indsigt og forstmæssige kompetencer – en udfordring og åbenlyst oplevelse for enhver med sans for natur.

Når vi gik tur i Klinteparken, sandede man ordene: “ Hvor du sætter din fod, drysser frø af de drømme du driver imod”.

Øverst i parken ud mod Østerbrogade og Svendborgvej var plantet mange løvfældende træer med glat bark. Fulgte man stien som lå parallelt med vejen, så man med al tydelighed, at her havde kærestepar gennem tiderne gået hånd i hånd, gjort et stop og  skåret deres initialer med hjerter og “tro, håb og kærlighed” i barken til befæstelse af deres sommerforelskelse. Det samme sås i træerne ned langs alleen til Klinterestaurationen.

Klintepavillionen eller Bræddehytten som den blev kaldt, lå med længderetning nord – syd. Det vil sige at bygningen havde de to lange sider i henholdsvis øst og vest. Bygningen var derfor immervæk udsat for den vedvarende vestenvind, hvilket sandsynligvis var årsag til, at man på bygningens østside havde monteret fire skråtstillede telefonpæle som stræbepiller for ikke at bygningens ved massiv vestenvind, skulle lægge sig på siden.

Noget af det sidste den lille høj blev brugt til, var nogle alsangsarrangementer. Græsplænen måtte lide den tort at stille sig til rådighed som nødcampingsplads da byens campister blev mange nok til at trænges om pladsen.
Parken var privat de første ca. 30 år. Da Kommunen købte bygninger og park, gik der ikke længe før man begyndte at fælde træer, fjerne vegetation, omlægge stier og skabe luftighed. Parkens intimitet ændrede ved den lejlighed karakter.  Stadsgartneren Madsen og hans folk fjernede vegetation og der blev ikke genplantet. I begyndelsen bemærkede ingen noget. Der var jo den gang nok at tage af. På et tidspunkt kunne man for alvor begynde at fornemme, hvor blodfattig og gennemsigtig parken var blevet.