Høstmanden

Når høsten er vel overstået og markarbejdet bragt til ende, bæres det sidste neg hjem i ærbødighed for naturens og de højere magters gaver. Sådan har der været tro, overtro og traditioner i agerbrugskulturer verden over i umindelige tider. Man fejrede avlens og udbyttets gud og guder og viste respekt og ærbødighed.

Iført hat, løst hængende skødefrakke, bukser med smæk i front  og snørede sandaler afslutter den syditalienske ungersvend af romersk herkomst  årets høst og bærer i tradition det sidste neg hjem, så det kan indgå i den forestående høstfest med spisning, musik, dans, løjer og traditionel fejring.

Høstmanden som han i oversættelse betegnes på originalsproget stod i en årrække på en lokal vestfynsk planteskole og påkaldte sig opmærksomheden blandt skiftende blomstrende dekorationer, krukker og amforaer og asiatisk havekultur med vogtende løver, mediterende budda’er og stjernetegnssymboler, inden han kom her til parcellen. Nu har høstmanden sin plads under moreltræet, som i sin tid blev podet med flere sorter og plantet just hvor solen gjorde sit bedste.

Nogle få meter derfra står vinstokken Botrus. Den er også podet. “Vitris vinifera Millennium” forstås. En kærneløs drue som efter sigende er sund, historisk, dekorativ og svamperesistent og efter sigende blandt de sundeste livsmidler og vistnok en af menneskehedens ældste kulturplanter og symbol på liv – In vitis vitae.
Nu står den lille høstmand så side om side med Vitis Vinifera Millennium, side om side med løvstikke, basilikum, persille, purløg, rosmarin, timian, perikum, dild, bonderose og sct. hansurt og nyder godt af at høre det syngende fynske tungemål.
In vitis vitae – so zu sagen –  hjembragt fra en ferie ved Rhinen og Mosel og der omkring, sammen med familie og venner.