Karat

Første gang jeg passerede Lillebæltsbroen fra Fyn til Jylland og tilbage igen, var i 1953 sammen med min moster og onkel, Inge og Gunnar. De havde en topersoner Morris 1000 med åbent lad. Min moster havde sin lille datter på skødet og min plads i kabinen var bag førersædet sammen med donkraft, dækjern og andet værktøj.
Inge har jeg kendt alle mine dage. Det siger sig selv, hun var jo min moster. Vi tilbragte megen tid sammen i hendes teenage år og gik ofte til stranden for at fodre måger og ænder i Bjernekrogen ud for Villa Niben. Inge havde fotoapparat, så hun fotograferede en del. Gunnar var jyde, født på et lille landsted i Låsby ved Århus. En rolig og djærv jyde var Gunnar. Alle landboknøsens gode stabile og sympatiske egenskaber var ham i hænde. Vi besøgte engang hans forældre i Låsby. Jeg husker de havde en fjordhest som yndede at nappe, når vi kom for tæt. Mit natteleje den weekend vi var på besøg, var i den fine stue på to stole, der var sat sammen. Sengetøj bestod af en hovedpude og et tæppe. Det var som at være i udlandet, jeg forstod ikke jydernes tungemål, men et flinkt og imødekommende folkefærd var de nu, de der jyder og så havde de godt med kager og hjemmebag på kaffebordet.

En historie min mor smilede over, når hun gentagende gange fortalte den, havde den omstændighed, at min moster Inge havde en veninde der også hed Inge, hun var datter af planteskoleejer van Toll. Pigerne boede blot nogle få hundrede meter fra hverandre.
Inge og Inge van Toll og havde for sjov reageret på en indbydelse til brevveksling fra et par unge håbefulde soldater som kendte hinanden via tjenesten. Brevvekslingen havde udviklet sig og piger aftalte at mødes med soldaterne. Amorinerne fik frit svæv. Begge forhold udviklede sig og resulterede i ægteskaber og efterfølgende livslange indbyrdes venskaber som holdt i alle årene frem over.
Inge og Gunnar boede på et tidspunkt I Låsby ved Århus og det var grunden til, at min første frirejse med DSB havde destinationen Låsby. Det var sådan dengang, at skoleelever fik en årlig frirejse med DSB som skolerne formidlede. I 1953 gik min frirejse så til Låsby. Min moster var imellemtiden flyttet til Fredericia og trods en svær boligsituation havde de formået at leje et loftkammer i Bjergegade i Fredericia.
Min onkel solgte sodavand af forskellige beskaffenheder for en sodavandsfabrik, der hed Karat og som lå på en sidevej til Fredericia vold. Min onkel kørte nogle landture i de omliggende sogne og handlede fra sin Morris 1000. Sodavandsfabrikken var ikke noget stort foretagende. Jeg husker ejeren, en enkelt ansat ung mand ved navn Alex, en dreng på, alder med mig selv, som hed Ivan, min onkel Gunnar og jeg selv som de eneste, der havde sin gang på fabrikken. Genbrugsflasker stod i blød, fik fjernet mærkater og blev vasket. En mindre tappemaskine var der i lokalet som vi knægte fik lov at betjene. Fabrikkens egne sodavand måtte vi drikke ubegrænset af. Æblemost var der begrænset adgang til, da de var indkøbte produkter.
På et tidspunkt skifter min moster og onkel bopæl og flytter til Smidstrup lidt udenfor bymidten. Vi boede igen på et loft med blot et forhæng som rumadskillelse.

Søskendeflokken 1960

Jeg brugte meget af min tid på en tætved liggende gård og var der med i høsten – sad på selvbinderen og var med til at sætte negene ind på loftet. På gården var en anden feriedreng på min alder. Jeg husker at gårdens forkarl kaldte drengen for russeren. I virkeligheden var han østtysker. Og jeg har senere tænkt, om drengen ikke var en blandt de 200.000 tyske  kvinder, børn og syge gamle flygtninge som på et tidspunkt blev sendt til danmark for at få forbedret deres ernæringstilstand og for at blive behandlet for deres skavanker. Vi var jo dog her oppe i Danmark i et noget bedre huld, end tysken, der efterhånden var blevet noget sønderbombet.
Jeg havde nogle gode stunder sammen med den østtyske dreng og kommunikations -og forståelsesvanskeligheder husker jeg ikke som noget problen. Praktiske udfordringer så vi os en løsning ud af, at sidde på ryggen af en hest, der skulle rides hjem fra dagens høstarbejde, krævede heller ikke så megen tale. På min onkels bil stod Karat og det var just hvad den østtyske dreng den sommer kaldte sin danske ferieven.
Sodavandsfabrikken Karat i Fredericia fremstillede dengang en grøn sodavand. Sådan en bandit havde jeg aldrig set før. Om fabrikken også selv havde opfundet sodavand’en ved jeg ikke, men der blev talt og drøftet meget på fabrikkens kontor før væsken blev fyldt på tappemaskine og kom på flasker.
Ferieophold hos Inge og Gunnar ophørte det år jeg blev konfirmeret. På den tid var deres boligforhold blevet noget forbedret. De var flyttet i lejlighed. Inge arbejdede på kontor og Gunnar havde børstet jorden af fingrene, solgt den lille Morris 1000 og var startet på et studie som skulle gøre ham til teknisk tegner. De var flyttet til et lidt finere kvarter til en førstesals lejlighed. Jeg rejste fortsat på DSB’s fribillet ud fra princippet “Ud at se med DSB” og gik på gåben fra banegård til Inge og Gunnars bopæl. Siden flyttede Inge og Gunnar højere op i Jylland.
Jeg gik ud af skolen i 1957. Fik arbejde på gården Casale. Var i Slagteriudsalget et års tid. Kom på Fiona og lavede tapeter og på Kassefabrikken reparerede vi trækasser til øl, sodavand, frugter og så skar vi tømmer op og september 1959 fik jeg læreplads på Slagteriet. Blev udlært og arbejdede blot fem år ved faget.

Inge og Gunnar hilste jeg på, når de var på Fyn, men så ellers ikke meget til dem. Nogle gode mindeværdige ferieophold blev det godt nok til derovre i fæstningsbyen “Frederits” som kongen og hans Dronning Sofie engang havde tænkt dem, skulle være landets hovedstad.