Bobjerggård

Tre ejendomme, Bobjerghus, Bobjerggård og Bobjerglund i Kådekilde ved Bred station på Fyn lå henholdsvis som naboer og genboer indenfor ganske kort afstand. (Foto: 1939). Alle tre ejendomme havde opdyrkede jordtilliggender og for nogles vedkommende var der tilmed højmose og skov og arealer med den sorteste humusfyldte tørvemuld. Tiden vi taler om, er primært 1940 og frem – den periode hvor Karen og Karl Søllested residerede med familie på Bobjerggård.
Hos genboen i Bobjerghus, var det Carl Ditlev der residere med sine tre – fire tønder land jord i en smal stribe bag huset. Carl Ditlev efterfulgtes af datteren Anna,  der var gift med Richard Gøtche – ansat ved politietaten i Odense. Med Anna og Richard blev stedet en lystejendom – velplejet ude som inde med et målrettet have -og jordbrug.
Bobjerglund var en større enhed med status som en proprietærgård. Laursen og Pedersen havde drevet gården i forlængelse før Henning og Rie Fast i 1972  kom til og fyldte bygningerne med gamle reservedele og skrot -og veteranbiler. En forretning som gav god økonomi og mange besøgende på gården.

Rundt om på lokaliteten er flere vandhuller og søer – såkaldte højmoser. Ved Kådekildevejen  så man rester efter en stenkiste som havde fungeret som faskine til at lede vandet videre under vejen til et kær på modsatte side. En stor sten som lå i grøften lidt længere henne og ikke længere havde nogen egentlig funktion, var måske det sidste synlige spor. Den fungerede som grænsen mellem “hjemme og ude” for børnene i deres tidligste opvækst.

Efter hvad det er fortalt, har der blot været ‘en ejer på Bobjerggård i Kådekilde før Karen og Karl Søllested som få måneder inden deres ægtevielse i 1940 i Dreslette Kirke i Skaarup, købte stedet formedels 17.000 kroner af den gamle “Peter Bobjerg” hvis borgerlige navn var H. P. Larsen. Blot 10 dage efter vielsen flyttede Karen og Karl ind på gården og tog dermed deres fremtidige bedrift i besiddelse. Der var flere interesserede købere. Karl fortæller, at han nød fordel af, at han kunne præsterede 6000 kroner af egen opsparing og arv hjemmefra som supplement til udbetalingen og derved blev den foretrukne køber.

Gården var firelænget, grundmuret, bygget i brændte teglsten med manzart-tag. En del var bygget nyt og bygget til hvor tagbelægningen var tegl -og cementtagsten. Kun staldbygningerne havde i 1939 endnu stråtag. Gården skulle, efter hvad som er fortalt, havde ligget uvirksom hen i nogle år, grundet ejerens fremskredne alder, men havde iøvrigt været drevet som et traditionelt landbrug med 15-17 tønder land god agerjord fordelt på fladt og bakket terræn.  Man kan læse sig til, at der har været tilføjelser til ejendommens bygningsmasse i årene 1907 (staldbygninger) 1930 (stuehus), 1934 (tærskelade) og 1940 (tilbygning til vognporten).

Omend der var en sydvendt facade på gårdens hovedbygning hvor store træer skyggede og begrænsede udsigten, var der til gengæld den flotteste frie udsigt mod øst over marker, moser og landsbyen Bred der havde gennemgående togtrafik hvor vedvarende advarsler hørtes i det fjerne. “Gå ikke over sporet, der kommer tog”.
På fotoet fra 1955 ser vi resultatet af Karen og Karls bestræbelser på, at få ejendommen fritlagt for høje træer.

Sammen drev Karen og Karl gården alle de 58 år de fik sammen. Her levede de deres liv og  her passede og plejede de gårdens heste, køer, kalve og kvier og fedesvin. Her havde de høns, ænder og gæs og duer i dueslag over vognporten, tærskeværk i laden og over hughus karlekamre og kornloft til rug, byg, hvede og havre og herfra drev de skovdrift og havde hund og kat og her nød de stor anseelse blandt venner, bekendte og andet godtfolk og her var der plads og hjerterum til tre forældreløse børn og her blev deres egne seks børn født og opdraget i den kristne omgangstone. Her holdt de deres livs store mærkedage. Og det var herfra, at børnene hver især drog ud i deres videre liv da tid kom.
På intet tidspunkt var der mere end ‘en karl på gården og ‘en tjenestepige, men der blev gjort flittigt brug af daglejere og løs arbejdskraft. På et tidspunkt havde de et ekstra hus liggende tæt ved som de solgte igen.

Historien om manden der engang kom forbi og blev bjergtaget af lokaliteten og besluttede sig for at bygge på stedet, blev fortalt når talen faldt på gården og dens beliggenhed.

Bobjerggård lå praktisk på venstre side ret ud mod vejen, når man kørte mod Kådekilde fra Assensvejen. Gårdens jord lå fordelt tre steder henholdsvis på begge sider af vejen med en skov et stykke derfra og med en upraktisk adgangsvej. Et stykke jord lå lidt uhensigtsmæssigt og blev mageskiftet med ejeren af Bobjerglund, således at Karen og Karl havde al anvendelig jord omkring gården. De to stykker jord lå rent faktisk side om side. Mageskiftet gav så hver især klart forbedrede adgangsforhold.

Som gårdejer af Bobjerggård var Karl snefoged – udpeget af sognerådet – hvilket indebar, at når vintrenes vejrlig var til det, skulle han forestå mobiliseringen af lokalitetens snekastere. Jobbet var borgerligt ombud og ingen kunne undslå sig. Der var pligt til slig deltagelse i snerydning. Det var så snefogedens opgave og pligt, at få tingene til at fungere. Man blev udpeget til snefoged for tre år ad gangen. Og man skulle være en agtet og anset person og gerne kunne mønstre folk fra egen bedrift. Det var spændende, erindrer Ellis, at når holdet var færdige med at rydde sne, så blev de alle budt indenfor på kaffe – og så blev hverdagen brudt med gæster i huset.
Efterkrigstiden var ikke nogen nem periode. Overflod var der ikke meget af. Vareudbuddet var rationeret og rationeringsmærker indført for en ligelig fordeling af det vareudbud som bød sig til. Den forventede arbejdsløshed efter krigen udeblev og vareomsætningen kom i gang.

Der var nok at rive i, men indtægten holdt lidt igen. Rundt om i området blev der gravet tørv og nogle af de bedste penge jeg har tjent, kom ind ved tørvegravning, fortalte Karl en dag vi stod ved mosen og snakkede om løst og fast og om “den lille mose”, som vi kaldte det vandhul tørvegravningen havde efterladt.

Midt i halvtredserne begyndte Marshall-hjælpen at gøre sin virkning. Somme mente at bønderne efter krigen var lidt rigelig længe om at investere. Da tid kom skiftede Karl sine arbejdsheste – Prins og Gamle – ud med en Ferguson, vognene fik gummihjul og skagler blev byttet ud med trækkrog og hydralik. Der blev etableret tank og benzinstander ved vejen og så begyndte han at drive maskinstation med traktoren, hvilket indebar en forskydning i arbejdsfordelingen derhjemme.
Da Karl i større grad arbejdede for andre trådte Karen til med arbejde i marken ved siden af husholdning og alt hvad det indebærer med hjemmeslagtning, saltning, syltning og henkogning, syning, vask, børn og børnebørn, slagtning og salg af fjerkræ og pensionat for en halv snes forslugne tørvegravere.
“Jeg gik rannok meget alene i roerne dengang”, fortalte Karen da hun og Karl engang sad i stuen og fortalte om livet og opgaverne på gården.
Sukkerroen og foderroen var dengang en stor landbrugsartikel og anslået havde man i landet på den tid otte millioner kilometer med roer, som skulle hakkes og tyndes ud på blot tre uger.
Det betød ikke mindre end 25 millioner arbejdstimer, hvoraf selvfølgelig blot en del blev udført på markerne på Bobjerggård i Kådekilde, Bred.
Affaldsproduktet fra sukkerroerne var ensilage som tilsat roetoppe blev brugt til foder.

Sukkerroen blev afsat til Sukkerfabrikken i Assens, mestendels befordret dertil med jernbane.