Diamandbryllup

 

Tale ved Ellis og Ib’s diamandbryllup den 5. September 2024 på Vissenbjerg Storkro / Ib

Start:
Vi kommer nok ikke uden om, at tiden er en underlig og nogle gange uhåndterlig størrelse, selvom vi omsætter den i år, måneder, uger, dage, timer og minutter.

Tiden kommer og tiden går, den løber, står stille og man oplever, at der kan være for lidt af den.
Kommer tid kommer råd lærte vi fra barnsben af, når vi blev lidt utålmodige.  Mød til tiden var parolen på arbejdspladsen.

Vi inddeler tid i arbejdstid, fyraftenstid, fritid, spisetid, sengetid kvalitetstid og en masse andre tider og inden vi ser os om, er tiden gået og en ny kommet til.

 

Kære Ellis – det er 60 år siden vi stod i Vissenbjerg kirke – du endnu ikke fyldt 19 år – frisk udsprunget   fra Tommerup Højkole  –  jeg lige rundet 21 og nyuddannet og håbefuld slagter – og vi lovede hinanden,  hvad  som forventes, når man står sådan et sted som en kirke nu engang er.

60 år er så i mellemtiden kommet og gået med udfordringer og løsning af de opgaver som har meldt deres ankomst undevejs.

Kommer tid – kommer råd.

Her mener jeg ikke  ”pengeråd”, med råd som udtryk for en løsningsmodel.

 

På et tidligt tidspunkt i vores fælles parløb gav du udtryk for, at du gerne ville tage dig af vores pengesager. Den opgave har du passet, plejet og rygtet på bedste vis lige siden.
Din udførelse af opgaven er aldrig siden blevet anfægtet.

 

Indførelsen af betalingskort, NemId, MobilPay og andre digitale forstyrrelser, har for dig ikke været lige velkomne – jeg leverer så hver måned bankudskrifter af vores fælles konto, så pengeflowet ved selvsyn kan studeres.

Efterhånden som du har fået styr på teknikken og din fortrolighed med ipad og telefon er øget væsentligt – den bærbare har du jo lagt på hylden, så er dine besøg i det digitale pengeinstitut øget væsentlig i antal.

Den gang jeg bombede MitId ned og i flere dage var uden forbindelse til banken og helt uden identitet og nærmest ikke-eksisterende, sagde du med den største selvfølge.
”Det får vi lige banken til at ordne”. Som sagt så gjort. Nu eksisterer jeg så igen både her og der.

Du skrev sange og samlede på Bjørn Wiinblad eller ”en sang for en hund”.
Du skrev bog og Helle førte pennen gennem det halvandet år det tog at få den færdig og så skrev du revuer af karsken bælg, så hospitalets ansatte og ledere våndede sig – ikke blot af bar grin men også af satiren og du spillede amatørhåndbold og vandt mange ømme lemmer, Nå ja – så har vi da også gået til dans

 

Gode gamle Grundvig var tilhænger af, at vi skal lære af hinanden. Hver mand sin hest og vogn, var hans kongstanke. Den ideologi lever vi efter derhjemme på matriklen.

Din højskole var kristen Grundtvigiansk. Den frekventerede din far og din faster også og den var familien bekendt med. Måske inspireret af Grundtvigs ideer om fordeling af viden og kompetencer har du nok taget flere af dine vigtige valg.
For en del år siden fik du den tanke, at du ville have din egen bil og med Peers hjælp, stod den pludselig en dag i indkørslen og det har den gjort siden.  Så hurra for Grundvig og hans mangfoldighed af ideer og idelogier. Alt i alt – summa summarum, som man siger, så har du både været en god, en udfordrende, en elskelig, en irriterende og en rationel sparringspartner gennem alle årene – gennem alder og tid er du  modnet markant, og bruger en del tid på ”vennevedligeholdelse” med kortspillere, stavgængere  og tidligere kollegaer – godt for det.

Man taler så meget om gamle dage. Vi to har aldrig levet i gamle dage. Vi har til enhver tid levet i moderne tid og nu har vi tilmed boet i nyt hus i 50 år.

Min bedstemor – møllerkonen Karen Cecilie,  skulle have sagt: ”Man kan ikke se hvor lang tid en opgave har taget at udføre og hvor megen opmærksomhed og energi der er investeret, men man kan se resultatet”.

Tak for sparring, god vilje og påholdenhed.