En overgang i slut 1940’erne – start 50’erne sorterede vi derhjemme ispinde for “Ispindefabrikken i Svanninge og på samme tid, foldede vi farverige papæsker for Nordisk Ostekompagni.
Min storebror Ejnar, havde fået arbejde på Nordisk Ostekompagni, og det var ham, der var kommet under vejrs med, at her kunne tjenes lidt lommepenge. Ideen til at sortere ispinde fik vi vistnok fra nogle af mine forældres bekendte, Anna og Albert, som de spillede kort med. Første gang jeg så Albert sortere ispinde, var jeg lidt benovet over at se hans fingersnilde og hvor ferm og fikst han håndterede ispindene og selve sorteringen. Vi begyndte så derhjemme at sortere ispinde.
Materialerne fik vi leveret på bopælen og de fyldte temmelig meget i der lille hus. Ispindene kom i store jutesække. Et foldeligt sorteringsbord på størrelse med et bobspil fulgte med. Mellem to lister af træ, kunne man så holde de sorterede ispinde på højkant – 50 stykker i hvert bundt. Om hvert bundt blev der svøbt et smalt stykke papir med klister i den ene ende.
De flade ispinde kom direkte fra ispindefabrikken i Svanninge. De var standset ud i bøgetræ og behandlet i en stor tromle, hvor de blev rullet med paraffin og direkte tømt ud i jutesækkene, der kunne indeholde store stykker paraffin.
De sorterede og bundtede ispinde blev henter af ispindefabrikken. De frasorterede ispinde måtte man beholde. Det gjorde vi hjemme hos os og vi brugte dem til at fyre med i kakkelovnen.
Ispinde i kakkelovnen var lidt af et kapitel for sig, fandt vi ret hurtigt ud af. Når paraffinen blev varm udviklede den dampe og de dampe eksploderede, så de brændende ispinde fløj rundt inde i kakkelovnens brændkammer så kakkelovnslåge og ringe raslede og rumsterede som var kakkelovnen ved at skille ad. Vi fandt så ud af kun, at fyre lidt ad gangen og ikke udfordre den forslugne kakkelovn med alt for meget brændbart materiale ved de enkelte påfyldningerne.
Et bundt sorterede ispinde gav 10-15 øre og man skulle være både flittig og rap på fingrene for at tjene en fornuftig timeløn, der kunne oppebære besværet ved rod og ulejligheden ved svineriet. Jeg oplevede egentlig ikke at jobbet stod på over en længere periode. Efter vi stoppede med at sortere ispinde og med at fyre med dem i kakkelovnen, oplevede vi så ikke længere de overraskende eksplosioner i kakkelovnen, når paraffindampene eksploderede og den gamle kakkelovn vondede sig i alle hængsler, sprækker og i lågens marieglas. Egentlig havde vi derhjemme slet ikke plads til det der ispindehalløj, så når aktiviteten foregik, blev ispinde og sorteringsaggregat placeret ud for køkkendøren tæt ved kakkelovnen, på stuens mest trafikerede sted.
Hvor mange hænder tidens ispinde var igennem inden de med is på havnede i munden på de isspisende kunder, skal være usagt, men tanken har tit strejfet mig, når jeg selv spiser is. Ispindefabrikken i Svanninge blev kaldt “Dippedutten”. Jeg mindes noget om, at vi sorterede ispindene til Herregårdsmejeriet. Rundt om i landet, blev der på den tid solgt “Herregårdsis. Begreber Herregårdsmejeri var ikke blot et lokalt fænomen og heri sås en snert af mejeriernes indbyrdes konkurrence om, at man ønskede at signalere, at mælk og fløde fra herregårdene var bedre en produkterne fra de mindre mejerier.
Efter ispindetiden kom en periode hvor vi foldede papæsker for Nordisk Ostekompagni. På ostekompagniet fremstillede man oste i mange afskygninger. Osteæskerne vi foldede var mest til opbevaring af forskellige slags smøreoste. Skæreoste blev, så vidt jeg husker, mestendels fremstillet på Herregårdsmejeriet og ved den fremstilling var lagringstiden en helt anden. Når vi en sjælden gang nu om dage køber de små smøreoste, ihukommer jeg vores papkasse-folde-tid derhjemme, dengang i start 50’erne hvor vi sad, tidlig og sent i spisestuen, og folde de farverige små osteæsker til Nordisk Ostekompagni.
Ingen kommentarer