Nede ved havnen

Derhjemme holdt vi mørkningstime, hvor vi sad og snakkede om dagens oplevelser, mens  vi ventede på, at mørket skulle falde på og at lyset blev tændt i stuerne – og gardinerne trukket for.
Det var ikke nødvendigvis for at spare på strømmen, at vi holdt mørkningstime. Det  var noget der oftest opstod spontant i netop mørkningstimen, når vi ved aftenstid kom hjem. Så endevente vi dagens oplevelser siddende derhjemme i tusmørket.
Sådanne mørkningstimer kunne selvsagt indeholde lidt af hvert. Vi var alle var meget friluftsorienterede – og vi boede tæt ved stranden og ved byens parkanlæg med kort afstand til skov til den lokale trafikhavn med færger, fisketrawlere coastere, fragtskibe og kuldampere. Når  snakken så fik vinger og ben at gå på, derhjemme i tusmørket, så skete det, at Osvald Helmuths “Nede ved havnen” blev lagt på grammofonen.
Vores far bar uden tvivl en romantiker i sig, især når det gjaldt de oplevelser han hentede fra naturen og drømmene om, at møde den store verden derude i Port Said, ved Mandalay og ved stedernes Pagoder, derude øst for Suez.
Den begejstring for livet og væksters reproduktion overførte han på vi børn, med en intensitet og ildhu, som var meget inspirerende.
HØR OSVALD – KLIK PÅ FLASKEPOSTEN ELLER LÆS VIDERE
Vores far havde tilmed købt en gammel ladcykel, så han kunne have vi poder med på ladet, når han besøgte sine steder i naturen rundt omkring hvor han satte sine fælder. Ved siden af jagt og fiskeri var vores far også pelsjæger og meget dygtig til at behandle og afsætte skind.
Byens havneområde var jeg personligt ganske godt introduceret til, inden jeg de første gange besøgte stedet fysisk sammen med min far. Da det endeligt skete startede min livs lange fascination af stedet, af miljøet, lydene, skibene, trafikken og af menneskene.
Jeg var en “Osvald Helmuth”,  når jeg skuede ud over menageriet med skibe som havde fortøjet ved havnekajen og ved afgangen, når de siden kastede los. Jeg beundrede søfolk, der entrede høje master og klaprende rigninger, just som en af vore lokale gjorde, da han med forlov entrede en russisk tremaster i sin iver for at opleve bjergklatringens fascination og tilmed oplevede, at der blev skrevet derom i avisen.
Anderledes nær bølgeskvulpet var der ved fiskerihavnen, når de lokale trawlere i lange bugtunge kolonner sejlede ind gennem gabet, ind i fjorden og landede dagens fangster og gjorde klar til auktion og videre salg og handel med  fisk “over rælingen og gav god vægt”, mens fiskehandlerne i de små fiskerboder udtrykte deres utilfredsheder med “mistede handler” og overfyldte hyttefad.
Da jeg som dreng udfoldede min karriere som bolværksmatros, var der travlhed i havnen. Havnearbejdere holdt sig “stand by” mellem lastninger og losninger og fordrev ventetiden med kortspil i havnestuen og trods travlhed var der egentlig plads nok i havnen til små øfærger og den velkendte Bjørnøbåd, som dengang hed “Svanen” og som havde sin faste plads i hjørnet ud for Toldboden, hvor også vandstandsmåleren stod og målte lavvande, daglig vande og højvande.
Lidt henne ad stranden boede for 250 år siden noget slægt med navnet Braad. De boede ved “bråddet” hvor bølgen brækkede, inden den ramte land nogenlunde hvor engang “Den Østre Bro” var placeret og hvor den fungerede som som en slags byport.
På stedet hørte man mange år senere: “Gå ikke over sporet, der kommer tog”. Nu var her i mellemtiden kommet tog og jernbane til.

Skibsbroen

En skibsproviantering med alt hvad der hører til sådan en forretning, lå tæt ved havnen. Her hang maritime varer ned fra loftet, her blev der handlet koloniale varer, petroleum, tovværk og friskmalet kaffe og krydderier ude østfra og her duftede der af frisk bejdset tovværk, olieret regntøj og af gummustøvler og her strålede nypudsede messinglamper om kap med kompasser og vindroser og en fuldrigger i ministørrelse og sågar dekorative åleruser som hang som guirlander under bjælkeloftet.
Emaljeskilte ikke at forglemme.
Personalet gik i brune kitler og så var der var to trin ned til forretningen.
J.J.Larsens Korn og Foderstof emmede af travlhed og hos MUUS havde de vist også nok at gøre.

Ret overfor skibsprovianteringen lå godsterminalen, “ Det hvide pakhus”, hvor Jespersen og kompagni huserede og stedet, hvor bønderne leverede deres efterårshøst af roer til videre tranport med DSB. Tæt ved sås øfærgers ankomster og afgange og der sås travlhed ved kulhavnen, vejerboden og Mommarkfærgens færgeleje. Ved Vestkajen lå pakhuse, frølager, værft og gødningskompagni og nogle mindre virksomheder og en ophalerplads hvor rotter havde kronede dage med at frådse løs i fiskeaffaldet fra fiskeboderne. Der var nybygninger på bedding ligesom der også sås jævnlige kølhalinger.
Bådebyggerne hed Johansen og Dyreborg og Carl Jolle og Børge Pram og de byggede gode gedigne fartøjer som ved stabelafløbninger vakte en del opmærksomhed bland byens befolkning og som skabte megen ære, respekt, omtale og stolte skibsbyggertraditioner ud over landets grænser.

Kulkompagniet

På en bestemt ugedag kom færgen med slagtedyr fra øerne og det var et must, at få lov til at være med til, i løsdrift, at føre dyre om til slagteriets stalde. Det hændte at et dyr stak af. Så blev der kaldt på ekstra mandskab fra slagteriet til at få den formastelige “tilbage i folden”. En kvie sprang engang i havnebassinet. En anden tog turen ud over isen. Friheden for dem blev dog kun kort.
Fiskefiletfabrikken var dengang i god vækst og der var trawlere der leverede fisk direkte fra båd til fabrik.
I æteren aner man auktionsleder Kjeldsens karakteristiske stemme og bud på priser. Der handles i indforstået tavshed og sættes sedler på købte partier. Fiskernes hustruer og børn kommer på besøg og stemningen er fortættet. Henne på kajen ligger et trawl og trænger til tørring og reperation med nål og tråd. Et par krabber napper efter hverandre og der drysses is på en kasse torsk.
Når vi derhjemme fik kogt torsk, var fiskens hoved bestemt for familiens ældste – vores far. Torskekraniet kaldte vi “Liggehønen”. Torskens æg hed rogn. Vi kaldte dem bukserne og hantorskens ditto kaldtes “Krøller”.
På hjemturen ad byens små gader – mens mørket sænker sig – fornemmer man duften af smørstegte fladfisk på byens sydende stegepander.
Familier samles om aftensmaden og bestik klirrer mod porcellæn – byens vinduer får glimt i øjet.
Ud på aftenen starter vægter Visti sin runde. Han er klædt i sort.