Remskiven

Hvornår jeg første gang overvejede at blive slagter, husker jeg kun dunkelt, eller slet ikke, men jeg husker hvad jeg lagde mærke til, da jeg som 10-årig i første halvdel af 1950’erne cyklede forbi slagteriet. Det var en remskive – hvorvidt den stod stille, eller den kørte rundt. Remskiven sad på ydervæggen umiddelbart under tagskægget på bygningen for enden af gårdspladsen. Når remskiven stod stille, så blev der ikke slagtet på slagtegangen. Når remskiven drejede rundt, så blev der slagtet. Hvor jeg vidste det fra, har jeg ikke lige present.
Min mormor og morfar boede på Assensvej og dem besøgte jeg ofte. Min morfar var telefonmontør ansat som tjenestemand ved Fyns Telefonvæsen og min mormor havde systue og syede ved siden af for Faaborg Sygehus og for Binggeli’s Confektionsfabrik. De havde et lille hus med baghus og en pæn stor have ud til jernbanen og van Tols planteskole. Tidligere boede de i Adelgade ved siden af, hvor der engang var pigeskole, øverst oppe med udsigt over fjorden. Her boede de, da den danske kong Chr. X for første gang nogensinde talte til folket i radioen. Først i 1930’erne købte de så hus på Assensvej. Jorden var meget sandet og et sted oppe i haven tømte morfar latrinen ud. Jeg syntes godt nok, det var lidt faretruende tæt ved rabarberne. “Men det hele skulle være så sundt”, sagde morfar og så lagde han låg på. Så byggede morfar toilet med træk og slip og så blev “herlighederne” sendt i rør. Engang havde området, hvor mormor og morfar boede, heddet Sandegyde og det har så nok haft sine årsager. Lidt prosaisk hed naboen så Klitgaard, men det tror jeg nu ikke min mormor og morfar lagde noget i. At Klitgaard boede i Sandegyde har jeg aldrig hørt dem nævne.
På cykelturen frem og tilbage til mormor og morfar på Assensvej, eller til min faster og onkel, der boede på Kildetoften, kørte jeg forbi Banegården, Borgerforeningen, Havnen og slagteriet og andre spændende lokaliteter. Eksempelvis var et opfyldningsarbejde i gang på Lillestranden og hvis der var livstegn på, at der skete noget, så var det selvsagt genstand for min nysgerrighed. Når jeg kørte forbi slagteriet på min fars gamle herrecykel, med bagagebæreren fuld af store sunde rabarber, så var det remskiven i slagteriets gård, jeg tog bestik af. Kørte den rundt eller stod den stille? Den kørte oftest rundt på hjemturen og det syntes at have noget med klokken at gøre. Slagteriet begyndte nemlig dengang ikke arbejdsdagen med slagtninger undtaget mandage.
Remskiven var en rest af et gammelt drivsystem som blev trukket af remme og som havde været en del af noget maskineri, der hejsede grisene ned i et stort skoldekar ved slagtningens påbegyndelse. Remskiven blev ikke brugt længere, men den sad fortsat på en akse som var i drift.
Derhjemme lærte vi alle at cykle på gamle cykelskrog som grundet krigens mangelsituation var rippet for al form for gummi. Da jeg så fik en spritny cykel af min faster og onkel for at hive en dreng op af vandet, så udvidede den lille verden sig betragteligt og alle de tilstødende sogne blev udforsket på “Den lille blå John Bull”, som cyklen hed. Daglige ture Katterød, Diernisse og Agermose rundt gav næring til yderligere udlængsler, når vejret var godt.
En kort tid havde jeg byplads hos Knud D. Andersen i Østergade. Alt i linned til hjemmet. Ingen konfekture. En korpulent cigarrygende indehaver der brugte megen tid på kontoret, to afdelinger, fire elever – to mandlige og to kvindelige. Ren Matador. Otte kroner om ugen. Siden afløste jeg min bror på Vaskeriet “Østerbro” og så var det slut med de løse “svingærinder” og lange eftermiddage på badestranden ved Klinten. På vaskeriet var det fuld “attention” på den gamle røde budcykel til langt ud på aftenen. Det gav gode drikkepenge. Mange fribilletter til Cirkus og til en del biografbilletter og slik, ikke at forglemme. Da jeg blev konfirmeret af Pastor Riisgård,  fandt jeg min efterfølger  og kom på Casale “for at tjene bønder”, som det hed. På den tid var Sundarealet tørlagt og der gik køer, kvier og heste på marken og viben lagde sine æg på jorden.