I sporene efter

Niels Andreas, Alfred, Karen Marie, Hans, Anders og Severine, alle var de fødte på landet, to og to i Horne, i Kundby på Sjælland og de sidste to i Horne.
Niels Andreas var født i august 1872. Alfred i maj 1909.
Karen Marie i 1871 i Kundby. Hans i februar 1895 i Kundby og Anders og Severine henholdsvis april 1844 og juni 1843 begge i Horne.
Alle havde de væsentlige placeringer i slægtens historiefortællinger, når der derhjemme blev fortalt – i tranlampens skær – mørke vinteraftner.
Alfred var endnu ikke fyldt fem år, da han i maj måned 1914 mistede sin far. Hans kom aldrig til at kende sin far, bagersvenden Carl Sørensen som var ansat på Brøndbyvester mølle frem til 1. maj 1895 om hvem det lød, at han rejste til København, da han blev sin paternitet bevidst,  men måske i virkeligheder rejste i modsat retning. Jeg har fundet ham i Odense.
Anders og Severine giftede sig i en moden alder. Fik to piger hvoraf den ene blev min farmor og den anden døde blot 31 år gammel af tuberkulose.
Fælles for dem alle er, at de var med til at bane og jævne vejen for vi andre – og nu til noget helt andet.
To bypladser, en avisrute og den obligatoriske syv årige skolegang med undervisningspligt havde jeg lagt bag mig, da jeg den sidste dag i marts måned – en lørdag i 1957 – blev udskrevet af den lokale folkeskole og fik job som forkarl på gården Casale ude på Svendborgvej hos Inga og Hans Adolf Hansen, hvor der ud over landbrug blev arbejdet med frilandsgartneri og handlet store mængder frugt og grønt og gode danske kartofler og hvor der var underjordisk kartoffelkælder og et stort kartoffelsorteringsmaskineri. Mange før mig havde trådt de samme fodspor og gået ad de samme veje og stier. Nye som kom til fulgte troligen i spor, som var trådt. Slægt skal følge slægters gang, synger vi i Dejlig er Jorden og megen læring sker ved, at vi ser efter hvad andre har gjort og gør. Viden og erfaringer skiftede hånd og mange kartofler blev handlet hjem fra Jylland. Hans Adolf overtog gården efter sine forældre, der boede i aftægt i stuehusets første sal. Megen viden og erfaring var givet i arv da Hans Adolf ovrtog og videreførte og videreudviklede og tilpassede produktionen til tidens krav og eftrspørgsel.
Indtil Hans Adolf selv erhvervede kørekort fungerede Richard Mælkemand som chauffør på turene til Jylland. Hans Adolf havde rent faktisk to biler og en traktor før han selv fik kørekort.
Min bror Ejnar kørte et par ture for Hans Adolf før Ejnar selv fik kørekort, men det blev aldrig en hverdags foreteelse, at Ejnar kørte Hans Adolfs biler uden kørekort.
Hans Adolf var en dygtig og driftig landmand og jordbruger. Flittig og hårdtarbejdende. Jeg husker, at han var noget generet af “vandværket” men var ellers ved godt helbred. Der var meget markarbejde på gården og spændende var det at følge dagenes rytme fra tidlig gry til sen aften. Den fascination har jeg stadig her mere end 65 år senere. Markerne vi brugte så megen tid på ligger nu som fuldt færdige villakvarterer med vej, vænger og med stier, huse og haver.
Gårdens besætning dengang bestod af 12 malkekøer, ungkreaturer og kalve til egen tillæg, en tyr, to heste, nogle fedesvin og en stor flok delvis fritgående høns. I frugtplantagen var der både æbler og pærer og kartofler. Ude og hjemme blev der dyrket rødkål, hvidkål, spidskål, rosenkål, porre, rødbeder, jordbær og ærter og meget mere. De gængse kornsorter, sukkerroer og foderroer havde Hans Adolf på programmet og han arbejdede med roeaffald  og ensilerede roetoppe og opbevarede det i kule på marken og hjemme ved gården.
Køerne gik på græs henholdsvis hjemme ved gården og ude på Sundet hvor der var anlagt malkeanlæg med to daglige malkninger. På den tid, da jeg var på Casale hed 1. karlen Poul, han var gift og boede ude på Røde Kro. Inga passede sin grøntforretning og hver dag blev der kogt kartofler til grisene ovre på Kaufholz’ papfabrik som lå på modsatte side vejen, kartoflerne var i den størrelse vi nu om dage kalder bagekartofler og som ingen dengang ville sætte tænderne i.
Grisene elskede kartofler kogt i en mælkejunge på papfabrikkens overskudsdamp og sunde og velnærede slagtesvin var de synlige resultater. Hans Adolf og Inga var begge dygtige til at drive deres landbrug og at frembringe et fornuftigt udkomme.
Ejnar, Kurt og Willy, (Bernardi, Bamse og Rotten) der alle havde arbejdet på Casale før mig kaldte Hans Adolf for Dollarmanden. Frimodige knægte som de også var, kaldte de ham også noget andet og mere dristigt. Willy, der ikke var så god til at holde på hemmeligheder, røbede deres kaldenavne til Inga, hvilket faldt hende voldsomt for brystet og en midlertidig krise opstod og deres indbyrdes forhold kølnedes betragteligt.
Nå, men da sommeren og efteråret var gået og høst og roer var bragt i hus,  frugtkasserne fyldte og sat til opbevaring ved hønsehuset, nåede vi frem til skiftedagen i november og da Hans Adof vurderede, at der ikke var arbejde i vinterhalvåret, enedes vi om, at jeg så mig om efter et andet arbejde. Tilfældet ville, at en tidligere klassekammerat, Gunnar Højsgård, stod og skulle skifte job, så jeg søgte jobbet efter Gunnar i en af byens forretninger.
Ansættelse og aflønning på Casale var aftalt til at være fra fredag til fredag, med en ugentlig kontant afregning på 50 kroner. Da jeg startede nyt job i Slagteriudsalget efter Gunnar først kommende mandag, var det med blot en friweekend mellem de to jobs – ugelønnen var 50 kroner.
Spændende sted deroppe i byen hvor engang Kijafa-Jacobsen havde haft sin virksomhed med den nok så kendte kirsebærvin, Kijafa. Stedet havde været med bindingsværk, var blevet bygget om og nu stod Billedhugger Cohrt og arbejdede med sine skulpturer i et baglokale. Slagteriudsalget og naboforretningen “Else Barbre”, der var en kolonialhanden havde identiske forretningslokaler ligesom kælderlokalerne også var ens. Hos Else Barbre var der selvbetjening. I slagteriudsalget blev kunderne ekspederet og fik personlig betjening og en del af servicen var, at der også var vareudbringning.
Henry Nielsen var bestyrer i slagteriudsalget, jævnaldrende med materialist Pinholt, unge upcoming forretningsfolk var de og konerne var gravide på samme tid. Henry Nielsen røg Prinze og kørte Opel Rekord og boede på Peder Hansensvej.
Når travlhed trængte sig på i forretningen var vi fem ansatte. Bestyrerens hustru, Fru Nielsen, to unge damer først i 20’erne, Dinne og Bodil og så var der bestyreren Henry Nielsen og mig, sagde hunden. Ved lørdagsrengøring hjalp en kone, der boede på 2. Sal. Jeg husker ikke hendes navn, men hun var gift og havde en søn, der hed Flemming og som var lidt yngre end jeg. Slagteriudsalget var relativt enkelt indrettet med et butikslokale, et baglokale – med plads til at bage en leverpostej i ny og næ og så var der et kølerum og selvfølgelig kælderrummet. Laurits Nielsen, der havde startet viktualieforretning i et kælderlokale på modsatte side vejen – hvor engang Ilse Levin havde haft sin viktualieforretning og hvor min søster Ruth hjalp til ved disken – var i en noget anderledes udvikling end slagteriudsalget. Laurits Nielsen flyttede sin forretning op i gadeplan ved først givne lejlighed og udvidede og udviklede sin forretning ganske betydeligt, klogt og dygtigt. Som jeg oplevede det, blev slagteriudsalget ganske enkelt overhalet både af Laurits Nielsen og da slagteridirektør Marius Jacobsen byggede nyt slagteriudsalg længere oppe ad vejen, hvor engang Cafe Noldi havde haft til huse med bagerforretning, cafe og udskænkningssted var det tydeligvis motiveret i, at her var et større potentiale i bygningens rummelighed.
Hvor længe slagteriet har haft slagteriudsalg i byen spekulerede jeg ikke så meget over dengang, ligesom jeg heller ikke spekulerede i slagterlav og slagtermesterforeninger, men nogen har jo gennem tiden beskæftiget sig med fagets etik og at det kød, der blev handlet skulle være sundt, nærende og sygdomsfrit.
Om det kan man læse i tre bøger “Danske Slagterlav foreninger og mestre”, udgivet af kulturhistorisk forlag 1934 i 300 året for Odense Slagterlavs oprettelse. Spændende læsning, om man måtte have interesse for slige sager. Faaborg og Omegn fik sin Slagtermesterforening den 8. Marts 1901. I de nævnte tre bøger læser man en beskrivelse af landets slagtermestre. De som ikke har ønsket nogen beskrivelse er blot nævnt ved navn og stedangivelse. I  1934 hed bestyreren i tidens slagteriudsalg Johannes Nielsen. Han var født i København i marts 1881. Kom til byen som ung. Tog svendeprøve 1899. Rejste ud, kom tilbage. Havde egen forretning i et par år. Tog stilling hos Brdr. Levin Torvet 10, hvor han var i 26 år som mestersvend. 1914 blev han regnskabsfører i Faaborg og Omegns Slagtermesterforening. En post han bestred i 20 år. 1934 er han omtalt: “…En af de førende forretninger indenfor branchen i Faaborg er Faaborg Andels Svineslagteri’s Udsalg i Østergade som bestyres af slagtermester Johannes Nielsen, som med sin dygtighed og aldrig svigtende interesse varetager sin gerning i den velindrettede forretning…” set p. 99 n. I beskrivelserne af byens slagterforretninger gøres der en del ud af at beskrive tidens moderniseringer med køl, frys og moderne maskineri til pølsefremstilling, hakket kød og røgvarer hvor disse aktiviteter blev udført på stedet. Den plads har Slagteriudsalget i Østergade aldrig haft rådighed over. I min tid skar man pålægger, hakkede kød, bagte leverpostej, modnede højreb og lavede lidt fuglekvidder i forretningslokalet, ligesom vi håndterede kødkroppe for udskæring. Salater blev indkøbt færdiglavet fra Kolding og Odense. Konserves havde vi kun lidt af og der var ingen kølefaciliteter i kælderen / på lageret. Forretningens budcykel stod i dagtimerne parkeret foran forretningen i Østergade og uden for åbningstid havde den sin plads i en slippe bag forretningen. Gik man bagind, så foregik det via en passage i Kappellanstræde hvor der blev skiltet med højeste hastighed ,“Skridt”. Velsagtens mere som et kuriosum end et egentligt påbud. 1957 var året, da jeg med en vis stolthed begyndte at betale skat, erlagt kontant ved personligt fremmøde på “kæmnerkontoret” i Østergade.