Mit første møde med lystfiskeri udspillede sig ved den lille badebro derhjemme ved Langelinie, hvor vi som børn fiskede krabber, tangsnarer, smørbamser og andet småkravl og gennem den omstændighed, at min far ved siden af landjagt og havjagt også brugte en del tid på lyst -og sportsfiskeri, at han havde båd og at han et år til Jul, af min bror Niels, fik en flot æske fluer – farverige, spændende og vellignende forskellige insekter, de nok så kendte vårfluer som larve og som klækkede fluer og forskellige imitationer af vandnymfer og insekter, der landede på vandoverfladen.
Flotte og spændende var fluerne og æsken smuk og æstetisk forarbejdet i naturfarvet balsatræ. Et mesterstykke og en fryd for øjet. Rent faktisk nænnede min far så ikke på noget tidspunkt, at tage fluerne i brug.
En æske fluer var blandt hans efterladenskaber, da han døde i 1984. På den tid, havde han haft fluerne i 27 år. Læst mængder af litteratur om sporten og haft kunstneren og dansk lystfiskeris Nestor, Svend Saabye’s: “Lystfiskerliv”, et klassisk værk om lystfiskeri illustreret med tegninger, stående på boghylden derhjemme.
Fluefiskeri gav han sig på intet tidspunkt i lag med. Om det var fordi fluetiskeriet var nært knyttet til vadefiskeri, skal være usagt. I hele sit lystfiskerliv vadefiskede min far aldrig. For ham var det en uskik at vade rundt ude i vandet til livet, når han fiskede og der blev aldrig flyttet på den tro på, at havørreden “gik helt ind til strandbredden”. Rent faktisk nåede han aldrig frem til at investere i dyrt fluegrej, ud over en gang imellem, at anvende en ophængerflue ved hans spindefiskeri. Hans hjemmelavede woblere som han kaldte”Guleroden”var hans foretrukne, ligesom hans mixtur bestående af anisolie og levertran.
Selv i perioder, hvor fiskeriet “ligger stille” bruger jeg tid på, med jævne mellemrum, at gennemgå og at servicere mit fiskegrej og tjekke, skille ad, smøre og samle og sørge for, at det er fit for fight og optimalt trimmet. I dag fredag hentede jeg det frem og brugte lidt tid. Jeg har godt nok ikke fisket et par års tid. Men i forbindelse med en oprydning hentede jeg fiskegrejet frem og gav det en gang service og straks gik erindringer om utallige gode og spændende fisketure igang.
Jeg var sammen med min svigersøn medlem af Faaborg Sportfiskerklub i en årrække selvom jeg ikke boede i byen var jeg med på en del ture og deltog i konkurrencer med lystfiskere fra klubben. Mit grønne multiplikatorhjul er vundet ved en sådan julefiskekonkurrence, hvor vi samledes hos Per Olsen i Ebberup, før og efter, holdt fællesspisning, drak gløgg og spiste æbleskiver og uddelte præmier.
Jeg har tre fluestænger – en 7 fods klasse 5-6, som jeg har fået af Ellis i fødselsdagsgave, en 9 fods klasse 7-8 og en 11 fods tohåndsstang klasse 8 og op. Mine spindestænger er 9 fods og fisker optimalt med agn på 15 til 25 gram. dem har jeg to identiske af. Min fars gamle massive ABU Atlantic 11 fods glasfiberstang som jeg arvede da han gik over til letvægtsstænger, har jeg ikke brugt i umindelige tider, men har dog fanget min hidtil største havørred på den stang – 14,25 pund og 76 centimeter forstås. Det år var det den næststærste havørred fanget på Fyn. Den blev nr. to i Fyns Stiftidendes fiskekonkurrence og blev tilmeldt svenske ABU’s konkurrence for hele Norden og fik sølv.
Min bambus splitcane stang købte jeg for mere end 60 år siden. En ypperlig fiskestang omend den er noget stiv sammenlignet med moderne kompositfiskestænger.
På et tidspunkt for henved 40 år siden skiftede jeg hjultype fra fastspolehjul til multiplicatorhjul og forbedrede fiskeoplevelserne væsentligt. Noget der sker, hvis man “Falder i slaw” med multiplicatorhjulet, der kræver en lidt anderledes opmærksom kasteteknik og den nok så uundværlige hæklenål til at udrede “fuglereder” når linen en gang imellem tager overløb, hvad den havde tendens til, hvis man var uopmærksom. Ud af otte søskende i kerneflokken af tre piger og fem drenge, var vi en fem seks stykker m/k’ere som lystfiskede i kortere eller længere perioder. Sågar min ældste søster, der også var til krinoliner og silke, hjemsøgte de fynske kyster med sit fiskegrej og gav manden kamp til stregen med hooks og fights.

Ingen kommentarer